Gå til sidens indhold

Afgørelser

Kategori Nummer Dato Selskab Resultat
Principielle spørgsmål 2019-0292
Billetautomaten på perronen var ude af drift. Ifølge klageren sagde en medarbejder, at klageren kunne rejse gratis. Ved en efterfølgende kontrol blev klageren pålagt en kontrolafgift på 65 kr., svarende til billettens pris. Da han ikke betalte denne, blev der pålagt et rykkergebyr på 100 kr. Ankenævnet fandt, at klageren ikke kunne have en berettiget forventning om at kunne rejse gratis og fastholdt kontrolafgift og rykkergebyret, da der var givet klagevejledning på kontrolafgiften. Nævnet bemærkede, at det var uheldigt, at Arriva kaldte det en kontrolafgift, når der reelt var tale om en billet.
1. maj 2020 Arriva Tog (nu GoCollective) Trafikvirksomheden medhold
Børneklippekort /børnebillet 2019-0293
Ifølge klageren købte hendes 16-årige søn en voksenbillet, men fik af chaufføren udleveret en børnebillet. Ankenævnet udtalte, at det som udgangspunkt var sønnens ansvar ved modtagelsen at kontrollere, at billetten var korrekt udstedet i henhold til det ønskede. Imidlertid burde Movia på baggrund af sønnens henvendelse havde indhentet udtalelser fra kontrolløren og chaufføren som led i deres klagesagsbehandling, da sagen på det pågældende klagepunkt ikke var tilstrækkeligt oplyst. Da Movia ikke havde tilvejebringe et grundlag, som kunne be- eller afkræfte sønnens forklaring, fandt ankenævnet ikke at kunne afvise det af klageren anførte om, at sønnen betalte 24 kr. for en billet, og at chaufføren begik en fejl ved at udstede en børnebillet i stedet for en voksenbillet. På denne baggrund skulle Movia frafalde kontrolafgiften. KLAGEREN MEDHOLD
1. maj 2020 Movia Klager medhold
Sporarbejde 2019-0295
Klageren er daglig pendler mellem Horsens og Ringsted og var berørt af de sporarbejder, som DSB udførte i 2019 på Ringstedbanen. DSB besluttede at ville kompensere pendlerne, hvis man opfyldte 4 kriterier, herunder at man skulle have købt 59 rejsedage på sit pendlerkort i perioden 1/8 - 30/9 2019. Klageren søgte DSB om kompensation, men fik afslag, da han alene havde købt 54 rejsedage. Ankenævnet fastholdt DSB's ret til at afvise kompensation, da de ikke var forpligtet til at yde en sådan, og derfor egenhændigt kunne fastsætte betingelserne.
1. maj 2020 DSB Fjern- og Regionaltog Trafikvirksomheden medhold
Udløbet kort eller billet / ikke betalt for kort 2019-0297
Klagerens 16-årige søn troede at købet af Ungdomskortet var gennemført, men det var kun selve bestillingen. Midttrafik skulle nedsætte kontrolafgiften til 125 kr., da informationen til kunden i købsflow'et var misvisende og mangelfuld.
1. maj 2020 Midttrafik Klageren overvejende medhold
Check-ud i stedet for check-ind /check ud i stedet for skifte-check-ind 2019-0299
Klageren foretog et check-ud ved togskifte i stedet for et skifte-check-ind. Ikke medhold
1. maj 2020 Arriva Tog (nu GoCollective) Trafikvirksomheden medhold
Utilstrækkelig information 2019-0300
Klageren havde købt pendlerkort uden Metrotillæg, fordi hun troede, at dette kun gjaldt rejse med den nye Metro-cityring. Ankenævnet fandt informationen på pendlerkortet utilstrækkelig og annullerede kontrolafgiften. Metro Service begærede genoptagelse af sagen.
1. maj 2020 Metro Service Klager medhold
Manglende Metrotillæg (rejsekort) 2019-0300
Klageren havde ved køb af rejsekort pendler i november 2019 ikke tilvalgt Metrotillæg, da der efter hendes opfattelse havde stået, at det kun gjaldt for rejse med Metro Cityringen (M3), hvilket hun ikke benyttede. Hun var blevet kontrolleret 4-5 gange uden at stewarderne havde bemærket det maglende tillæg, men ved kontrol i Metroen den 5. december 2019 blev hun pålagt en kontrolafgift, fordi alle rejsende med Metroen skal betale Metrotillægget. Ankenævnet annullerede kontrolafgiften og udtalte: "Klageren kunne ved kontrollen den 5. december 2019 ikke forevise et pendlerkort, hvor der var betalt Metrotillæg på 80 kr., hvilket er en betingelse for at have gyldig rejsehjemmel i Metroen efter den 29. september 2019, hvor Metro-Cityringen åbnede. Kontrolafgiften blev i kontrolsituationen dermed pålagt med rette. Imidlertid finder ankenævnet under hensyn til sagens konkrete omstændigheder, at det var und-skyldeligt, at klageren troede, at hun kunne anvende sit pendlerkort uden Metrotillæg, hvorfor Metro Service skal frafalde kontrolafgiften. Ankenævnet har ved afgørelsen heraf lagt vægt på, at klageren efter det oplyste var blevet kontrolleret 4-5 gange på det samme periodekort, uden at stewards gjorde hende opmærksom på, at der manglede Metrotillæg, at stewards ved disse kontroller kunne se, at hendes pendlerkort havde gyldighed til den 21. de-cember 2019, hvor passagerernes tilvænningsperiode ville være udløbet, og hun dermed ville blive pålagt en kontrolafgift for manglende gyldig rejsehjemmel, sammenholdt med at det ikke fremgår af det endelige pendlerkort, at der ikke er valgt Metrotillæg. Ankenævnet fin-der, at indførelsen af Metrotillægget indebærer en særlig informationsforpligtelse til passagererne, hvor man ikke udelader en så vigtig oplysning med så vidtrækkende konsekvenser, at man ikke kan rejse med Metroen, hvor man hidtil har kunnet rejse frit inden for pendlerkortets zoner. Uanset at udeladelsen af denne ”ikke-oplysning” kan være valgt ud fra specifikke kommunikati-onsmæssige overvejelser, fremstår det efter ankenævnets opfattelse ikke tilstrækkeligt tydeligt, at kortet ikke kan anvendes i Metroen, når det samtidigt nederst står anført hvilke zoner, man kan rejse i, fx 01 – 04, som også er zoner, hvori Metroen kører. I klagerens tilfælde står anført ”Vanløse”, hvortil Metroen også kører. Ankenævnet bemærker, at man i stedet kunne skrive ”pendlerkort uden metro”, som man har skrevet ”pendlerkort med metro” (gule bjælke på eksemplet ovenfor). Metro Service skal ikke betale 10.000 i sagsomkostninger til ankenævnet, da klageren overtrådte en for så vidt tydelig regel om at betale Metrotillæg, og da klagerens påstand om, at kunden kun skulle tilvælge aktivt, hvis man ønskede at rejse med Metro-Cityringen (M3), ikke kan lægges til grund."
1. maj 2020 Metro Service Klager medhold
Rejsekort 2019-0304
Klageren troede, at han havde fået stjålet sit rejsekort anonymt ved kontrollen, men fandt dette efterfølgende. Metro Service afviste at annullere kontrolafgiften, da rejsekort anonymt kan benyttes af ihændehaveren og derfor skal forevises ved kontrollen. Ankenævnet fastholdt denne afgørelse
1. maj 2020 Metro Service Trafikvirksomheden medhold
Check-ind af flere rejsende 2020-0002
Klageren og dennes hustru troede, at de havde checket ind for dem begge på hustruens rejsekort, men kun én person var checket ind på rejsekortet ved kontrollen. Ikke medhold
1. maj 2020 Metro Service Trafikvirksomheden medhold
Bankkvittering ikke nok 2020-0004
Klageren kunne ikke finde sin kontantbillet ved kontrollen, hvorfor hun blev pålagt en kontrolafgift. Den efterfølgende indsendelse af en bankkvittering ændrede ikke herved, og ankenævnet fastholdt kontrolafgiften.
1. maj 2020 Metro Service Trafikvirksomheden medhold
Manglende Check ind 2020-0011
Klagerens rejsekort var ikke registeret checket ind, hvorfor han ved kontrol blev pålagt en kontrolafgift. Klageren gjorde gældende, at man kunne se, at kortet lige var blevet tanket op, og at man først kan finde ud, hvis man ikke er checket ind, når man checker ud. Ankenævnet fastholdt kontrolafgiften.
1. maj 2020 Metro Service Trafikvirksomheden medhold
Efterfølgende indsendelse af periodekort/ungdomskort 2020-0012
Klageren havde ikke modtaget sit Ungdomskort med posten, men reagerede ikke derpå, før hun anmodede om udstedelse af et såkaldt "nødkort". Dette skulle udskrives i automaten på Vanløse st.,hvorfor klageren rejste med bussen dertil uden rejsehjemmel. Hun blev ved kontrol i bussen pålagt en kontrolafgift, som Movia efterfølgende nedskrev til 125 kr., da kortet var gyldigt. Ankenævnet fastholdt denne afgørelse.
1. maj 2020 Movia Trafikvirksomheden medhold
Manglende Metrotillæg (rejsekort) 2020-0014
Klageren var uopmærksom, da hun grundet driftsforstyrrelser var nødt til at sende sms'er. Hun kørte derfor ind i en zone, som ikke var på pendlerkortet. Metrotillæg var fravalgt, hvilket fremgik tydeligt. Hun blev ved kontrol pålagt en kontrolafgift for rejse i forkert zone, og ankenævnet fastholdt kontrolafgiften allerede fordi Metrotillægget var fravalgt.
1. maj 2020 Metro Service Trafikvirksomheden medhold
Fortsat rejse 2020-0022
Klageren glemte at checke ud på en rejse i København, hvilket medførte, at rejsen blev sammenlagt med den næste rejse, som han foretog senere samme dag i Ålborg, og der blev trukket 499,60 kr. på klagerens rejsekort, fordi rejsekortsystemet opfattede det som én lang rejse fra København til Ålborg. Herved kom saldoen på rejsekortet i minus, og klageren kunne ikke checke-ind, da han dagen efter skulle rejse med metroen. Ved kontrollen i metroen kunne han ikke forevise anden gyldig rejsehjemmel og blev derfor pålagt en kontrolafgift. Ankenævnet fandt på grund af det manglende check-ud, at det beroede på klagerens egne forhold, at rejsekortets saldo var kommet i minus. Ikke medhold
1. maj 2020 Metro Service Trafikvirksomheden medhold
Udløbet kort eller billet / ikke betalt for kort 2020-0026
Klagerens periode var udløbet 2 måneder tidligere, før han rejste med bussen og ved kontrol blev pålagt en kontrolafgift. Klageren gjorde over for ankenævnet gældende, at han var på stærk psykofarmaka, der gør, at han glemmer. Ankenævnet fastholdt kontrolafgiften
1. maj 2020 Movia Trafikvirksomheden medhold
Bankkvittering ikke nok 2020-0027
Klageren troede, at deres billetter blev udskrevet på det samme stykke papir, hvorfor han ikke undersøgte dette, inden han og ægtefællen steg på Metroen. De havde imidlertid kun rejsehjemmel til een person, hvorfor klageren ved kontrol blev pålagt en kontrolafgift. Selv om klageren kunne forevise en bankkvittering for køb af 2 billetter, fastholdt Metro Service kontrolafgiften. Denne afgørelse fastholdt ankenævnet efter den faste praksis.
1. maj 2020 Metro Service Trafikvirksomheden medhold
Rejst med Arriva på billet købt i Midttrafiks app 2020-0043
Klagerens datter havde købt en billet i Midttrafiks app, som ikke er gyldig til rejse med Arriva-tog eller DSB. Ankenævnet fandt, at dette fremgik tilstrækkeligt tydeligt både i købsflow'et og på selve billetten.
1. maj 2020 Arriva Tog (nu GoCollective) Trafikvirksomheden medhold
Ingen rejsehjemmel 2019-0153
Klageren blev pålagt en kontrolafgift for ikke at have billet. Hun gjorde gældende, at hun henset til sine helbredsmæssige problemer efter en blodprop ikke havde haft adgang til at købe rejsehjemmel på rimelige vilkår. Ankenævnet udtalte, at klageren selv måtte bære ansvaret for ikke at have gyldig rejsehjemmel, og at det ligger uden for ankenævnets kompetence at tage stilling til, hvilke billetprodukter der tilbydes af trafikselskaberne. Ankenævnet henstiller dog til, at der udbydes produkter til alle passagertyper, og at der også er et produktudbud til handicappede.
19. februar 2020 Midttrafik Trafikvirksomheden medhold
Mobilbilletter skal være modtaget inden påstigning 2019-0163
Ankenævnet fadt på baggrund af de tekniske logs, at klageren ikke havde modtaget mobilbilletten inden påstigning på bussen.
19. februar 2020 Movia Trafikvirksomheden medhold
Manglende straks-check-ind 2019-0203
Da en klager ikke kunne checke ind på grund af for lav rejsekortsaldo, fik han ikke lov af chaufføren til at stige af bussen, men blev henvist til at købe en sms-billet og få hjælp hertil af kontrollørerne, som allerede befandt sig i bussen. Ved kontrollen blev han imidlertid pålagt en kontrolafgift på 750 kr. Ankenævnet fandt, at Movia skulle frafalde kontrolafgiften henset til, at klageren ikke fik lov til at stige af bussen, at chaufføren i stedet henviste klageren til at få hjælp til at købe mobilbillet af kontrollørerne, at klageren efter det oplyste ikke umiddelbart kunne få øje på kontrollørerne i bussen, som på det tidspunkt transporterede 42 passagerer, og henset til det korte tidsforløb. KLAGEREN MEDHOLD
19. februar 2020 Movia Klager medhold
Manglende Check ind 2019-0209
Klageren forklarede, at hun havde hørt lyden for korrekt check ind. Ankenævnet fandt ikke dette godtgjort.
19. februar 2020 DSB Fjern- og Regionaltog Trafikvirksomheden medhold
Manglende straks-check-ind 2019-0222
Klageren gjorde gældende, at han havde taget fejl af de to omslag, hvori han opbevarede henholdsvist et 4 år gammelt, udløbet periodekort og sit rejsekort, hvorfor han først checkede ind 11 sekunder efter ombordstigning. Ankenævnet fandt, at dette under de foreliggende omstændigheder, hvor kontrolløren havde noteret, at klageren havde forevist det udløbne kort til chaufføren og først checkede ind, da han så kontrollørerne, ikke kunne betragtes som "straks check ind".
19. februar 2020 Movia Trafikvirksomheden medhold
Manglende straks-check-ind 2019-0224
Ankenævnet fandt, at klageren ikke havde løftet bevisbyrden for sin påstand om, hvor han steg på bussen, da han ændrede forklaring undervejs og da de tekniske logs ikke underbyggede hans forklaring.
19. februar 2020 Movia Trafikvirksomheden medhold
Ansattes forpligtelser, opgaver, oplysningspligt 2019-0229
Ankenævnet fastholdt sekretariatets afvisning af klagen, idet bedømmelsen af de påklagede forhold om ulovlig parkering og chaufførernes toiletbesøg på privat ejendom, falder uden for ankenævnets kompetence.
19. februar 2020 Movia Afvist af ankenævn
Anset for at have kørt med tog/bus/metro 2019-0233
Klageren gjorde i første omgang gældende, at de 11 kontrolafgifter ikke var udstedt til ham, da han havde været udsat for identitetstyveri. Under ankenævnssagen accepterede han 4 kontrolafgifter og Movia frafaldt 2. De resterende 5 kontrolafgifter fandt ankenævnet var udstedt til klageren under henvisning til de konkrete omstændigheder ved kontrollerne.
19. februar 2020 Movia Trafikvirksomheden medhold