Afgørelser
Kategori | Nummer | Dato | Selskab | Resultat |
---|---|---|---|---|
Rejst på andens personlige rejsekort |
2018-0206
Klagen vedrørte en kontrolafgift på 750 kr. for rejse på ægtefællens personlige rejsekort pendler samt inddragelse og spærring (konfiskering) af kortet. Klager ønskede kontrolafgiften annulleret. Ankenævnet lagde vægt på, at det af Rejsekort Kortbestemmer og Kortbestemmelser for Pendlerkort fremgår, at et rejsekort pendler kun kan anvendes som rejsehjemmel for kortets ejer. Andre kan ikke checkes ind på kortet. Dette vilkår accepterer indehaveren af rejsekortet ved køb af rejsekort pendler. Klageren foreviste ved kontrollen den 11. september 2018 sin ægtefælles rejsekort pendler, hvorfor klageren ifølge rejsekortsbestemmelser pkt. 1.6 og de fælles landsdækkende rejseregler pkt. 2.7.1 ikke havde gyldig rejsehjemmel. Ankenævnet fandt derfor, at Fynbus var berettiget til at opretholde kravet om betaling af kontrolafgiften på 750 kr. Fynbus skulle dog godtgøre udgifterne til et nyt rejsekort pendler til klagerens ægtefælle. |
12. december 2018 | FynBus | Trafikvirksomhed overvejende medhold |
Foreviste ikke billet |
2018-0213
To kontrolafgifter på hver 750 kr. grundet manglende billet. Ægteparret troede, at de havde købt et Citypass Online, men købet blev ikke effektueret. Klageren og dennes ægtefælle kunne ved kontrollen ikke forevise billet, da de ikke havde modtaget nogen SMS med Citypass’et, inden de i strid med rejsereglerne steg om bord på bussen uden nogen form for gyldig rejsehjemmel. Kontrolafgifterne blev dermed pålagt med rette. |
12. december 2018 | Movia | Trafikvirksomheden medhold |
Børneklippekort /børnebillet |
2018-0217
Kontrolafgift på 750 kr. for køb af børnebillet til 12 kr. frem for tillægsbillet til 12 kr. Klageren foreviste i kontrolsituationen en børnebillet til 2 zoner, som ikke er gyldig som rejsehjemmel til voksne. Herefter blev kontrolafgiften pålagt med rette. Om end ankenævnet kan have en vis forståelse for klagerens ræsonnement om, at han havde betalt korrekt pris for rejsen, når prisen for både tilkøbsbilletten og barnebilletten var 12 kr., , finder ankenævnet, at der ikke har foreligget sådanne særlige omstændigheder, at klageren skal fritages for kontrolafgiften. |
12. december 2018 | Metro Service | Trafikvirksomheden medhold |
Systemfejl? |
2017-0063
App'en til fornyelse af periodekort var fejlbehæftet. Kontrolafgiften var blevet nedsat til 125 kr., men ankenævnet annullerede den helt. |
29. november 2018 | Metro Service | Klager medhold |
Systemfejl? |
2018-0042
Kontrolafgift grundet manglende mobilbillet. Klageren gjorde gældende at NETS var ude af drift, Movia bestred dette. |
31. oktober 2018 | Movia | Trafikvirksomheden medhold |
Refusion af taxaregning |
2018-0102
Klageren fik ikke medhold i krav om godtgørelse for taxaregning på 188kr. grundet forsinket togbus, da forsinkelsen ikke var over 30 min., hvis klager havde ventet på næste togbus. Klager havde ikke mulighed for at tage næste togbus, da klager i så fald ikke havde nået sin videre busforbindelse. Klager anførte, at han havde fået tilladelse af DSB's busdriftsleder til at tage en taxa videre på DSB's regning. DSB kunne ikke bekræfte, at nogle af deres medarbejdere havde givet tilsagn til dette. Dissens |
31. oktober 2018 | DSB Fjern- og Regionaltog | Trafikvirksomhed medhold (dissens) |
Mobilbilletter skal være modtaget inden påstigning |
2018-0115
Kontrolafgift grundet mobilbillet ikke modtaget inden påstigning. |
31. oktober 2018 | Midttrafik | Trafikvirksomheden medhold |
Tank-op-aftale |
2018-0116
Kontrolafgift på 750 kr. for udløbet Rejsekort Pendler Kombi – den automatiske fornyelse af kortet blev ikke aktiveret, fordi klageren ikke checkede ind på den første rejse efter fornyelsen. Klageren kunne ved kontrollen den 15. maj 2018 ikke forevise gyldig rejsehjemmel, fordi pendler-perioden på hans Rejsekort Pendler Kombi var udløbet, og samtidig havde han ikke inden påstigning checket rejsekortet ind, hvorved den automatisk fornyede periode ikke blev aktiveret. Ankenævnet fandt derfor, at kontrolafgiften var pålagt med rette. Ankenævnet bemærkede, at klageren, uanset om hans pendlerperiode var udløbet eller ej, skulle have checket sit Rejsekort Pendler Kombi ind ved rejsens begyndelse for at have gyldig rejsehjemmel. Da Metro Service ikke tog stilling til alle klagers oplysninger ved deres behandling af sagen, skal Metro Service betale klagers gebyr til Ankenævnet. |
31. oktober 2018 | Metro Service | Trafikvirksomhed overvejende medhold |
Spærring af rejsekort |
2018-0119
Spærring af rejsekort efter gentagne gange at have undladt check ud på kortet. Klageren krævede gratis oprettelse af nyt rejsekort samt kompensation for ekstraudgifter til transport som følge af spærringen. |
31. oktober 2018 | Rejsekort A/S | Trafikvirksomheden medhold |
Kunne ikke finde billet / opgav at lede |
2018-0121
Afslag på anmodning om aktindsigt (meroffentlighed) samt kontrolafgift på 750 kr. for manglende forevisning af rejsekort anonymt i kontrolsituationen. Klager kunne ikke finde sit rejsekort. Ankenævnet fandt, at Metroselskabet var berettiget til at fastholde kontrolafgiften på 750 kr., da klager ikke kunne forevise nogen gyldig rejsehjemmel. Afslag på aktindsigt fandtes endvidere berettiget, da Metro Service A/S som et privatretligt selskab ikke kan anses for direkte omfattet af forvaltningslovens regler, hvorfor reglerne om aktindsigt ikke fandt anvendelse. |
31. oktober 2018 | Metro Service | Trafikvirksomheden medhold |
Fortolkning af regler |
2018-0122
Klageren ønskede refusion af beløb til periodekort. Klageren havde mistet sit periodekort og købte derfor et nyt. Hun ønskede refusion for de 11 dage hun havde betalt dobbeltpris fordi kortene overlappede hinanden, samt refusion af en returbillet. |
31. oktober 2018 | Movia | Trafikvirksomheden medhold |
Check-ud i stedet for check-ind /check ud i stedet for skifte-check-ind |
2018-0132
Kontrolafgift for ikke at være checket ind på rejsekort. Klageren kom ved en fejl til at foretage et check-ud i stedet for et skifte-check-ind. |
31. oktober 2018 | Metro Service | Trafikvirksomheden medhold |
Ingen rejsehjemmel |
2018-0133
Klageren købte ved en fejl 1 billet til 2 zoner i stedet for 2 billetter til 1 zone. Det er dog ikke muligt at købe 2 billetter til 1 zone. Klageren blev pålagt en kontrolafgift fordi kun den ene af de to passagerer havde gyldig rejsehjemmel. |
31. oktober 2018 | Metro Service | Trafikvirksomheden medhold |
Manglende Check ind |
2018-0134
Kontrolafgift på 750 kr. for glemt rejsekort personligt. Klageren ønsker kontrolafgiften nedskrevet til 125 kr., som ved andre personlige glemte kort. Klageren kunne ved kontrol i bussen ikke forevise gyldig rejsehjemmel, da hun havde glemt sit rejsekort personligt og ikke havde billetteret på anden vis. Ankenævnet fandt derfor, at kontrolafgiften var pålagt med rette. Den omstændighed, at klageren efterfølgende fandt rejsekortet og indsendte et foto af det, kan ikke føre til et andet resultat. Ankenævnet bemærker herved, at det tydeligt fremgår af såvel Rejsekort Kortbestemmelser og De fælles landsdækkende rejseregler, at et rejsekort som klagerens kun er gyldig rejsehjemmel, hvis det er checket korrekt ind. Klagerens kort var ikke checket ind og dermed ikke gyldigt på kontrol-tidspunktet. Det har ingen betydning, at klagerens rejsekort var personligt. |
31. oktober 2018 | Movia | Trafikvirksomheden medhold |
Manglende straks-check-ind |
2018-0140
Kontrolafgift grundet manglende straksbillettering. Klageren checkede ikke sit rejsekort ind straks efter påstigning. Ifølge klageren skulle han først stille sine kufferter og desuden betalte han for rejsen. Han var blevet pålagt rykkergebyrer men disse lå uden for ankenævnets kompetenceområde. |
31. oktober 2018 | Midttrafik | Trafikvirksomheden medhold |
Kontrolafgift |
2018-0141
Kontrolafgift på 750 kr. for manglende tillægsbillet til Ungdomskort. Klagerens Ungdomskort var ikke gyldigt til den påbegyndte rejse. Ankenævnet fandt, at Klagerens Ungdomskort ikke var gyldigt til den påbegyndte rejse, og da hun ikke havde købt en supplerende Ungdomsbillet til rejsen, blev kontrolafgiften i kontrolsituationen pålagt med rette. |
31. oktober 2018 | Arriva Tog (nu GoCollective) | Trafikvirksomheden medhold |
Mobilbilletter skal være modtaget inden påstigning |
2018-0151
Kontrolafgift på 750 kr. for manglende mobilbillet. Klageren gør gældende, at kontrolafgiften er ugyldig, da Movia ved sin afgørelse har tilsidesat det forvaltningsretlige grundprincip om ikke at sætte skøn under regel samt lighedsgrundsætning og officialprincippet. Ankenævnet fandt, at i en sag som den foreliggende, hvor det er uomtvistet, at klagerens datter i strid med rejsereglerne steg om bord på bussen uden forinden af have modtaget en gyldig mobilbillet på sin telefon, var det berettiget at pålægge datteren en kontrolafgift. Movia var bekendt med klagerens oplysning om, at datteren ved en fejl ikke havde fået gennemført billetkøbet, da de traf afgørelse i sagen, og dette burde være fremgået af afgørelsen.Som følge af den ukorrekte benævnelse af kontrolblanketten som ”kontrolafgift”, og da det er uklart, hvornår kontrolafgiften blev udstedt – muligvis ved fremsendelsen til eboks af en ”salgsfaktura” - og da Movia ikke besvarede klagerens spørgsmål i henvendelsen af 20. april 2018, er det ankenævnets opfattelse, at den indledende sagsbehandling i Movia har været så fejlbehæftet, at Movia skal godtgøre klagerens udgift til klagegebyret på 160 kr. Ankenævnets fandt dermed, at Movia var berettiget til at fastholde kravet på kontrolafgiften, men at Movia på grund af sagsbehandlingsfejl skulle betale klagers gebyr til Ankenævnet. |
31. oktober 2018 | Movia | Trafikvirksomhed overvejende medhold |
Check-ind af flere rejsende |
2018-0156
Kontrolafgift grundet manglende check ind af flere rejsende. Klagerens medpassager var ved en fejl ikke blevet checket ind på klagerens rejsekort. |
31. oktober 2018 | Metro Service | Trafikvirksomheden medhold |
Manglende straks-check-ind |
2018-0169
Klager blev pålagt kontrolafgift for manglende straksbillettering i form af indcheckning på rejsekort. Klageren fik medhold. Efter ankenævnets opfattelse må der levnes passagerer i den kollektive trafik et vist tidsrum til at få rejsehjemmelsen i orden, når man har bagage med sig, som skal stilles. I den konkrete sag forlod bussen stoppestedet kl. 14:33:31, og kontrolafgiften blev udstedt kl. 14:35:17, men dette tidsrum på ca. 2 minutter kan bero på, at en anden passager blandede sig i kontrollen - som anført af klageren. Kontrolløren anførte på kontrolafgiften, at årsagen til kontrolafgiften var manglende check ind på rejsekort. Herefter lægger ankenævnet til grund som oplyst af klageren, at hun havde rejsekortet klar i hånden, da hun på vej mod standeren blev adspurgt om rejsehjemmelen. |
31. oktober 2018 | Movia | Klager medhold |
Cykler |
2018-0177
Kontrolafgift for manglende check ind af voksen på rejsekort. Klageren kom ved en fejl til at checke sit rejsekort flex til cykel ind i stedet for sit almindelige rejsekort. |
31. oktober 2018 | Lokaltog A/S | Trafikvirksomheden medhold |
Refusion som følge af forsinkelser |
2018-0180
Klageren ønskede refusion for forsinkelse på 2 timer. Forsinkelsen opstod undervejs på rejsen. Busselskaber er efter forordningen ikke forpligtet til at godtgøre passagererne for forsinkelse, der er opstået undervejs. |
31. oktober 2018 | Flixbus | Trafikvirksomheden medhold |
Mistet bagage |
2018-0106
Sagen vedrørte erstatning for mistet bagage – klagerens bagage var bortkommet fra bussens bagagerum ved ankomsten til København. Klageren ønskede en erstatning på 6.420 kr. Indklagede tilbød pr. kulance at godtgøre klageren 400 €. Ankenævnet bemærkede, at FlixBus’ rejsekoncept forudsætter, at passagererne skal placere større bagage i bagagerummet og ikke medbringe den oppe i bussen, hvor de ellers selv kan holde øje med det. Samtidig lægges der op til, at passagererne normalt skal stige ind i bussen før afgang og derfor ofte før bagagerummet lukkes. Dette fratager passagererne muligheden for selv at holde øje med deres ejendele i bagagerummet, ligesom der er stop undervejs på ruten, hvor passagererne heller ikke kan holde øje med deres bagage. Under disse omstændigheder fandt ankenævnet, at det måtte påhvile busselskabet at sørge for tilstrækkeligt opsyn med bagagen, fx ved bemanding ved lugerne i det omfang, chaufføren ikke kan holde øje med bagagen, idet varetægten efter ankenævnets opfattelse overgår til busselskabet ved passagerens læsning af bagagen i bussen. Ved at have undladt dette fandt ankenævnet, at FlixBus havde handlet erstatningspådragende, og derfor var erstatningsansvarlig for klagerens mistede bagage. Klageren anmeldte tyveriet til politiet den 9. februar 2018 og havde udarbejdet en liste med nypriser over de mistede genstande, som hun har indsendt til ankenævnet. Ankenævnet gennemgik listen, som omfatter helt almindelig bagage til en weekendtur, og fastsatte herefter erstatningen for klagerens tab skønsmæssigt til 3.500 kr. |
31. oktober 2018 | Flixbus | Klager delvist medhold |
Ikke registreret i Back Office / manglende check ind |
2018-0029
Ifølge klageren var hun i tvivl om hun var checket korrekt ind på sit rejsekort og ville spørge kontrolløren, men han viftede hende bare ind i metroen, hvorefter han pålagde hende en kontrolafgift. Klageren kunne ikke dokumentere sin historie og der var mange andre check ind standere på stationen hun kunne have benyttet. |
3. oktober 2018 | Trafikvirksomheden medhold | |
Mobilbilletter skal være modtaget inden påstigning |
2018-0031
Kontrolafgift grundet mobilbillet købt og modtaget efter påstigning. Klageren gik med krykker og skulle derfor sidde ned for at kunne købe billet. |
3. oktober 2018 | Movia | Trafikvirksomheden medhold |
Billet/periodekort udløbet |
2018-0041
Sagen vedrørte to kontrolafgifter til samme person. Første kontrolafgift blev udstedt, fordi klageren havde glemt sit gyldig Ungdomskort derhjemme. Kontrolafgiften blev efterfølgende nedskrevet til et administrationsgebyr på 125 kr. Den anden kontrolafgift blev udstedt, da Ungdomskortet var udløbet. Klageren havde bestilt en fornyelse inden det udløb, men den blev annulleret grundet manglende betaling. |
3. oktober 2018 | Metro Service | Trafikvirksomheden medhold |