Gå til sidens indhold

Afgørelser

Kategori Nummer Dato Selskab Resultat
Ingen billet 2019-0235
Klageren havde opdateret sin DOT-app med sit nye betalingskort, men glemte på grund af angst og depression at købe billet. Klageren ikke medhold.
19. februar 2020 Metro Service Trafikvirksomheden medhold
Beløb overført til rejsekortkontoen men ikke trukket fra den tilknyttede bankkonto 2019-0240
Opkrævning på 200 kr. vedrørende tank-op-aftale. Det var dokumenteret via klagerens rejsekorthistorik, at han havde rejst for beløbet, men optankningen havde ikke kunnet hæves på det tilknyttede betalingskort, fordi klageren ikke havde oplyst til Rejsekort Kundecenter, at han havde fået nyt betalingskort. Den omstændighed, at klageren fejlagtigt troede, at beløbet ville blive hævet fra det nye betalingskort, når han havde opdateret betalingskortoplysningerne i selvbetjeningen, ændrede ikke ved, at beløbet faktisk forblev ubetalt. Ankenævnet kunne ikke tage stilling til inkassofirmaets opkrævning af rykkergebyrer, renter og inkassoomkostninger.
19. februar 2020 DSB Fjern- og Regionaltog Trafikvirksomheden medhold
Vilkår og betingelser 2019-0242
Klagerens spærrede rejsekort var på grund af en systemmæssig omstændighed faldet af Rejsekorts spærreliste. Klageren opdagede, at rejsekortet kunne checkes ind, hvorefter hun i en periode rejste på kortet, som i henhold til den oprindelige tank-op-aftale blev tanket op, men de optankede beløb blev imidlertid ikke trukket på klagerens betalingskort. Efter en gennemgang af rejsekorthistorikken, som viste et rejsemønster, der ifølge klageren godt kunne ligne hendes, lagde ankenævnet til grund, at de foretagne rejser på kortet var klagerens rejser, hvorfor indklagede var berettiget til at kræve betaling herfor.
19. februar 2020 Nordjyllands Trafikselskab Trafikvirksomheden medhold
Mobilbilletter skal være modtaget inden påstigning 2019-0243
Klageren købte og modtog sms-billetten efter påstigning, hvorfor billetten ikke var gyldig.
19. februar 2020 Movia Trafikvirksomheden medhold
Billet/periodekort udløbet 2019-0245
Klageren foreviste en billet, som var udløbet den forrige dag, da hun var i gang med at bestille en mobilbillet, da Metroen ankom til perronen, og hun steg på for at nå sit fly.
19. februar 2020 Metro Service Trafikvirksomheden medhold
Refusion af ekspeditionsgebyr 2019-0246
Klageren vidste ikke, at sms-billetten blev modtaget i en anden "tråd", end den som bestillingen foregik i, og kunne derfor ikke forevise nogen gyldig billet. Kontrolafgiften var allerede nedsat til 125 kr. svarende til "glemt pendlerkort".
19. februar 2020 Metro Service Trafikvirksomhed medhold (dissens)
Manglende Check ind 2019-0261
Klageren gjorde gældende, at hun havde hørt lyden for korrekt check ind, men da hun havde travlt, havde hun ikke læst på skærmen. Check ind var i ikke registreret i rejsekortsystemet. Klageren ikke medhold.
19. februar 2020 Metro Service Trafikvirksomheden medhold
Billet udløbet 2019-0263
To tyske turister troede, at de kunne købe zonebilletter på forhånd og validere dem senere, når de skulle rejse. Da de senere rejste med Metroen, var billetterne udløbet, hvorfor de hver blev pålagt en kontrolafgift. Ankenævnet fandt, at de ikke uden at have undersøgt dette nærmere med rette kunne gå ud fra, at reglerne om billetters gyldighed i den kollektive trafik i Danmark svarede til reglerne i deres hjemland.
19. februar 2020 Metro Service Trafikvirksomheden medhold
Manglende overholdelse af betalingsfrist 2019-0264
Klageren rejste på en tillægsbillet på én zone, hvorfor han blev pålagt en kontrolafgift for at mangle en zone, da man minimum skal have rejsehjemmel til to zoner. Den omstændighed, at klageren troede, at han havde købt den rette billettype kunne ikke ændre på, at kontrolafgiften var pålagt med rette.
19. februar 2020 Metro Service Trafikvirksomheden medhold
Vilkår og betingelser 2019-0273
Ankenævnet fandt, at klagerens forklaring om, at de var 4 rejsende, og at der blev forevist en mobilbillet i kontrolsituationen, ikke var tilstrækkeligt godtgjort. Stewarden havde forklaret, at der var 3 rejsende inkl. klageren, som havde troet, at han kunne medtage et barn under 12 år og en ung på 15 år på sit rejsekort. Ankenævnet fastholdt kontrolafgiften til den unge på 15 år, som ikke kunne medtages under klagerens indcheckning.
19. februar 2020 Metro Service Trafikvirksomheden medhold
Bankkvittering ikke nok 2019-0277
Tog den forrige kundes kvittering for billetkøb fremfor sin egen billet.
19. februar 2020 Metro Service Trafikvirksomheden medhold
Check-ind af flere rejsende 2019-0280
Klageren og dennes ægtefælle troede, at de havde opgraderet rejsekortet til flere rejsende, men dette var ikke tilfælde. Ingen registrering af check ind på rejsekoret, men den ene kontrolafgift var kulancemæssigt nedsat til 125 kr. Metro medhold
19. februar 2020 Metro Service Trafikvirksomheden medhold
Rejst med Arriva på billet købt i Midttrafiks app 2019-0284
Klageren havde købt en billet i Midttrafiks app, som ikke er gyldig til rejse med Arriva-tog eller DSB. Et flertal fandt, at dette fremgik tilstrækkeligt tydeligt både i købsflow'et og på selve billetten.
19. februar 2020 Arriva Tog (nu GoCollective) Trafikvirksomhed medhold (dissens)
Refusion af taxaregning 2019-0151
Som følge af driftsforstyrrelser på Kystbanen valgte klageren og hendes mand at tage en taxa i lufthavnen, hvorfra de skulle nå et fly. Et flertal af ankenævnets medlemmer fandt, at DSB ikke var erstatningsansvarlig for klagerens udgift til taxakørsel, da DSB havde iværksat en effektiv togbusdrift, og da parret, hvis de var forblevet ombord på togbussen, med stor sandsynlighed ville have kunnet nå et tog med ankomst til lufthavnen i tilstrækkelig tid før indcheckning til deres fly lukkede. DISSENS
11. december 2019 DSB Fjern- og Regionaltog Trafikvirksomhed medhold (dissens)
Hørt lyd fra en anden stander / hørt forkert lyd 2019-0156
Klageren mente, at han hørte lyden for korrekt check ind og steg om bord. Kontrolafgiften blev fastholdt.
11. december 2019 Metro Service Trafikvirksomheden medhold
Togpassagerrettigheds-forordningen 2019-0173
Annoncerede driftsændringer på Letbanen, der indebar, at der ikke kørte tog fra Lystrup mod Grenaa. Klageren havde misforstået informationen, og regnede med at kunne komme med en bus fra Ryomgård til Grenaa. Da dette ikke var tilfældet, tog han en taxa hjem og anmodede Midttrafik om at godtgøre hans udgifter på 1.026 kr. Nævnet afviste dette, men statuerede, at Midttrafik skulle refundere den del af billettens pris vedrørende strækningen Lystrup - Grenaa, som klageren ikke havde anvendt.
11. december 2019 Midttrafik Trafikvirksomhed overvejende medhold
Manglende straks-check-ind 2019-0178
Klageren passerede check-ind standeren og satte sig på et sæde for at finde sit rejsekort frem. Ikke medhold
11. december 2019 Movia Trafikvirksomheden medhold
Refusion som følge af forsinkelser 2019-0184
Letbanen blev akut aflyst, og klageren kom for sent til sin videre togforbindelse og måtte købe ny togbillet, som hun anmodede Midttrafik om at godtgøre. Et flertal i nævnet fandt, at når klageren havde købt en ikke-refunderbar Orange Billet, var hun forpligtet til at have beregnet mere tid til uforudsete hændelser, hvorfor hun ikke kunne få refunderet købet af den nye billet. Et mindretal fandt, at Midttrafik skulle have refunderet Orange Billetten, som var blevet uanvendelig på grund af forsinkelsen hos Midttrafik.
11. december 2019 Midttrafik Trafikvirksomhed medhold (dissens)
Manglende straks-check-ind 2019-0186
Movia havde ikke tilvejebragt et grundlag, som afkræftede klagerens forklaring om, at hun passerede bussens check-ind-stander og stillede sig lige bag chaufføren for at lade andre passagerer komme forbi, mens hun fandt sit rejsekort i tasken, hvorefter hun checkede ind 14 sekunder efter bussen havde forladt stoppestedet. Ankenævnet udtalte endvidere kritik af Movias indledende sagsbehandling. Klageren medhold
11. december 2019 Movia Klager medhold
Fortolkning af rejseregler (cykler, hunde mv.) 2019-0187
Klageren havde ikke løst cykelbillet til sit el-løbehjul, således som reglerne foreskriver. Ankenævnet fandt, at DOT's information om den på daværende tidspunkt nye regel kunne misforstås, hvorfor Metro Service skulle frafalde kontrolafgiften på 100 kr. DOT har efterfølgende tydeliggjort informationen om reglen. Klageren medhold
11. december 2019 Metro Service Klager medhold
Togpassagerrettigheds-forordningen 2019-0193
Akut aflysning af en togafgang, som klageren skulle have været med. Hun tog derfor en taxa hjem og anmodede DSB om at godtgøre hende taxaregningen på 1.320 kr. Der blev ikke indsat togbusser, da næste togafgang var 74 minutter senere. Selv om det blev meddelt i højttalerne kl. 19:47, at næste tog ville afgå kl. 20:17, tog klageren en taxa kl. 19:51. Nævnet fandt, at DSB havde opfyldt togpassagerrettighedsforordningen art. 18 om løbende information, og at betingelsen for at ifalde erstatningsansvar om påregnelighed ikke var opfyldt, når der afgik et tog 74 minutter efter aflysningen.
11. december 2019 DSB Fjern- og Regionaltog Trafikvirksomheden medhold
Togpassagerrettigheds-forordningen 2019-0194
Planlagte driftsændringer på Letbanen, der indebar, at der ikke kørte tog fra Lystrup til Grenaa, hvor klageren skulle til. Han havde læst informationen på stationen således, at der kørte bus fra Ryomgård til Grenaa, hvorfor han steg ombord. Men han havde misforstået informationen om, at der ikke kørte nogen tog fra Lystrup. Han tog derfor en taxa fra Lystrup hjem og anmodede Midttrafik om at godtgøre ham udgiften. Nævnet fandt, at klagerens misforståelse af informationen ikke indebar, at Midttrafik blev erstatningsansvarlig. Midttrafik skulle refundere den del af billetten fra Lystrup til Grenaa, som klageren ikke havde gjort brug af, jf. Togpassagerrettighedsforordningen art. 16.
11. december 2019 Metro Service Trafikvirksomhed overvejende medhold
Rejst på andens personlige rejsekort 2019-0195
Metro Service anmodede om genoptagelse af sagen, som blev afgjort den 30.oktober 2019, hvor nævnet fastslog, at Metro Service skulle frafalde kontrolafgiften. Ankenævnet udtalte følgende i genoptagelsessagen: "I DOT’s område, hvor der ikke optjenes eller ydes rabat på rejsekort, rejser en passager på et rejsekort personligt til samme pris som på et rejsekort FLEX og et rejsekort anonymt. Et rejsekort personligt må derfor antages alene at have den funktion, at hvis kortet mistes, kan kortet ikke misbruges af tredjemand, hvis pågældendes identitet kontrolleres i en kontrolsituation. Men i en situation som den i sagen foreliggende, hvor indehaveren af et rejsekort personligt er med på rejsen og er indforstået med, at rejsekortet anvendes som rejsehjemmel for tredjemand, kan det efter ankenævnets overbevisning udelukkes, at der er tale om misbrug af rejsekortet. Man opnår ikke en større rabat ved at have et personligt rejsekort, men man hindres til gengæld efter rejsereglerne i at have nogen med på kortet uden også selv at være checket ind, uanset at man anden gyldig rejsehjemmel ud over rejsekortet. Ankenævnet finder på den baggrund at håndhævelsen af reglen om, at den først indcheckede passager på rejsekort personligt altid uden undtagelse er indehaveren selv, ikke er tilstrækkelig saglig og rimelig. Ankenævnet finder videre, at der under de foreliggende omstændigheder ikke er det fornødne grundlag for at sondre mellem et rejsekort personligt og et rejsekort flex. På et rej-sekort flex ville klagerens mor have rejst til samme pris, som på svigerdatterens personlige rejse-kort. Ankenævnet finder derfor, at Metro Service ikke har mistet penge ved, at de to typer rejsekort sidestilles på den konkrete rejse, fordi der isoleret set blev betalt korrekt pris for rejsen. Ankenævnet medgiver, at der er tale om en praksisændring i forhold til den tidligere afgørelse 2018-0142, og ankenævnet har heller ikke pålagt Metro Service at betale sagsomkostninger. Ankenævnet bemærker, at det fortsat er berettiget at pålægge kontrolafgiften i selve kontrolsituationen, hvor kortholderen medbringer en rejseledsager, som ikke er checket med ind på det personlige rejsekort, selv om kortholderen foreviser anden gyldig rejsehjemmel, og at det først er i back office, at selskabet skal foretage en bedømmelse af, om de konkrete omstændigheder inde-bærer, at kontrolafgiften skal frafaldes. Ankenævnet bemærker videre, at nærværende afgørelse alene finder anvendelse på rejser i DOT-området, hvor der ikke optjenes eller ydes rabat på rejsekort."
11. december 2019 Metro Service Klageren overvejende medhold
Mobilbillet købt i forkert zone / for få zoner 2019-0199
Klageren havde købt en sms-billet fra en forkert startzone, men gjorde gældende, at den var gyldig til det antal zoner, hun havde rejst på tidspunktet for kontrollen. Nævnet fastholdt kontrolafgiften, da billetten var udstedt fra zone 01 og ikke var gyldig til zone 04, hvor kontrollen foregik.
11. december 2019 Metro Service Trafikvirksomheden medhold
Taxaregning iht. rejsegarantiordningen 2019-0201
Metroen havde indstillet driften og personalet uddelte flyers med vejledning om rejsetidsgaranti og taxa. Klageren valgte at leje en Green Mobility-bil, til en billigere pris, end taxaen til samme destination ville have kostet. Metro Service afviste at godtgøre hans udgifter på 112 kr. og ankenævnet udtalte følgende: "Efter ordlyden i Metro Services rejsegaranti dækker de udelukkende udgifter til taxakørsel i medfør af lov om persontransport. Reglerne er formentlig vedtaget på et tidspunkt, hvor taxa var det eneste alternativ, når en passager skulle videre i transporten. Dette er ikke længere tilfældet med markedets nye muligheder for at kunne transportere sig. Det fremgår af rejsegarantien, at taxaen kan tages til det næste stop, hvorfra metroen kører, men i et tilfælde som det foreliggende, hvor der var driftsstop, og rejsen derfor ikke kunne genoptages fra en anden metrostation, lægges det til grund, at klageren – hvis han havde taget en taxi – efter rejsegarantireglerne ville have været berettiget til at få refunderet udgifterne til en taxi op til 300 kr. til sin destination, som efter det oplyste var Lergravsparken Metrostation. Ifølge Dantaxis pris-beregner koster en aftentur på 10 km i København 313 kr. Klageren valgte at tage en Green Mobility-bil til området omkring Lergravsparken Metrostation; en tur som i henhold til den fremlagte kvittering var på 10,6 km og kostede 112 kr. Ankenævnet finder, at klageren under de foreliggende omstændigheder og henset til formålet med rejsegarantien – at hjælpe kunderne videre på rejsen ved driftsforstyrrelser - er berettiget til at få refunderet udgifterne til denne delebil, som kostede mindre, end en taxi ville have kostet i situationen. Ankenævnet bemærker, at det ikke hermed er statueret, at passagerer i alle tilfælde af aktivering af rejsegarantien selv kan vælge transportform til den videre rejse." Metro Service skulle ikke betale 10.000 kr. i sagsomkostninger, da klageren havde overtrådt en for så vidt helt klar regel.
11. december 2019 Metro Service Klager medhold