Gå til sidens indhold

Information

Ferielukket i uge 30-31. Closed during week 30 and 31

Afgørelser

Kategori Nummer Dato Selskab Resultat
Tilbagebetaling af årskort 2021-0101
Et flertal i ankenævnet fandt, at klageren og dennes søn selv måtte bære ansvaret for, at de på selvbetjeningssiden mitungdomskort.dk var kommet til at købe ungdomskort til 16 - 19 årige til sønnen i stedet for det billigere ungdomskort til ungdomsuddannelser, som han var godkendt til. De var derfor ikke berettiget til at få refunderet prisdifferencen mellem de to korttyper. Et mindretal fandt, at Midttrafik skulle refundere prisdifferencen, fordi der i de fremsendte betalingsmails ikke blev oplyst tydeligt om, hvilken korttype der blev betalt for, hvorfor klageren og sønnen ikke ad denne vej havde haft mulighed for at opdage fejlen. DISSENS
8. februar 2022 Midttrafik Trafikvirksomhed medhold (dissens)
Ingen billet 2021-0121
DSB havde over en periode på ca. 18 måneder udstedt i alt 57 kontrolafgifter og sendt 108 rykkerskrivelser til klagerens søns navn. DSB havde overdraget kontrolafgifterne til inddrivelse via Gældsstyrelsen på nær 13, som ankenævnet kunne behandle. Klageren gjorde gældende over for ankenævnet, at hendes søn ikke havde rejst på de 13 ture, idet han havde været derhjemme eller i skole. Ankenævnet udtalte blandt andet: "...der er sendt 20 rykkerskrivelser til klagerens søn, og samlet er sendt i alt 108 rykkerskrivelser til sønnens adresse, uden at DSB har fået nogen af forsendelserne retur. DSB skal godtgøre, at en kontrolafgift er udstedt til rette vedkommende. DSB har oplyst til ankenævnet, at når passageren i forbindelse med en kontrol ikke samtidigt foreviser ID, vil der blive stillet kontrolspørgsmål til passagerens identitet via opslag i CPR-registret. Ankenævnet gengiver af forretningsmæssige årsager ikke, hvilke kontrolspørgsmål, der kan være tale om, men lægger til grund, at dette er sket i de 13 kontroller. Samtlige kontrolblanketter er udfyldt af passageren med det fulde cpr-nr. ..... Klageren har ud for kontrolafgiftsdatoerne den 27. april, 2. maj og 18. maj 2021 anført, at sønnen var i skole. Hertil bemærker ankenævnet, at den 2. maj 2021 var en søndag, hvorfor det har formodningen imod sig uden yderligere dokumentation, at sønnen var i skole denne dag. Klageren har videre gjort gældende, at tidspunkterne for kontrolafgifterne kl. 13:44 og 14:26 er i sønnens skoletid, men hun har ikke kunnet genskabe sønnens skoleskema. Til de øvrige kontrolafgifter, bemærker ankenævnet, at der er tale om tidspunkter mellem kl. 15:09 og kl. 01:50, hvilket må betegnes som værende uden for almindelig skoletid. De snapchats, som klageren har indsendt, er dateret før den 5. april 2021 og er derfor ikke relevante for ankenævnets bedømmelse af de 13 kontrolafgifter, der ligger efter denne dato. Klageren har oplyst, at sønnen altid underskriver sig med både for- mellem- og efternavn. Hertil bemærker ankenævnet, at på begge de underskrevne tro- og loveerklæringer har sønnen kun underskrevet sig med for- og efternavn og altså udeladt mellemnavn. Det af klageren anførte er dermed ikke korrekt eller et validt argument for, at det ikke var sønnen, der udfyldte kontrolblanketterne i toget. Klageren har videre gjort gældende, at de kun har modtaget ét rykkerbrev fra DSB, hvilket var den 10. juni 2021, hvilket er baggrunden for at de først klagede til DSB den 16. juni 2021. DSB har derimod oplyst, at der i alt er fremsendt 108 rykkerbreve til sønnen, uden at de har modtaget nogen forsendelse retur med posten. Ankenævnet finder det usandsynligt, at 107 breve skulle være gået tabt i posten og ikke er kommet frem til klagerens søn. Hertil kommer, at efter klagen til DSB den 16. juni 2021, er der ikke udstedt nogen kontrolafgifter til sønnens navn, på trods af at der i den foregående periode fra den 31. januar 2020 frem til den 11. juni 2021 har været udstedt i alt 57 kontrolafgifter til sønnens navn. Ankenævnet finder dette pludselige ophør i kontrolafgifter, der er næsten sammenfaldende med klagen til DSB, påfaldende. Som følge af det anførte og efter en samlet bedømmelse af sagens omstændigheder, finder ankenævnet, at DSB på tilstrækkelig vis har godtgjort, at klagerens søn rejste med toget på de pågældende tidspunkter, hvor der blev udstedt kontrolafgifter. Dette understøttes endvidere af, at klagerens cpr-nr. blev oplyst ved kontrollerne. Ankenævnet tillægger det i den forbindelse afgørende betydning, at der blev stillet kontrolspørgsmål til passagerens identitet. Da kontrolafgifterne blev pålagt på baggrund af manglende forevisning af rejsehjemmel, blev kontrolafgifterne dermed pålagt med rette. Ankenævnet lægger således til grund, at klagerens søn modtog kontrolafgifterne, som han ikke gjorde indsigelse mod, inden DSB i medfør af lov om renter § 9 b sendte rykkerbreve til ham."
8. februar 2022 DSB Fjern- og Regionaltog Trafikvirksomheden medhold
Ikke fejl på maskinen 2021-0124
Klageren gjorde gældende, at billetautomaten i bussen ikke havde virket, hvilket han fortalte chaufføren, der sagde, at klageren bare kunne tage plads i bussen. Dette kunne chaufføren ikke bekræfte over for kontrollørerne, og da de bad klageren vise, at automaten ikke virkede, noterede kontrolløren, at klageren forsøgte at holde mønten tilbage, men til sidst købte en billet. Ankenævnet fastholdt kontrolafgiften, men bad Midttrafik fraregne de 22 kr., som klageren på kontrollørens anmodning havde brugt på køb af billet, selv om en kontrolafgift også er billet til bussens endestation.
8. februar 2022 Midttrafik Trafikvirksomhed overvejende medhold
Orangebillet 2021-0142
Klageren regnede med, at han kunne rejse med bussen på sin DSB Orange Fribillet, fordi den er dyrere end en DSB Orangebillet, der ikke er gyldig i bus, metro, letbane og lokaltog. Prisen er imidlertid højere, fordi DSB Orange Fribillet er fleksibel og kan refunderes. Ankenævnet fastholdt kontrolafgiften udstedt på bussen.
8. februar 2022 Movia Trafikvirksomheden medhold
Rejste før kortets gyldighed 2021-0145
Klageren rejste på et Ungdomskort, som først var gyldigt 3 dage senere. Ankenævnet fastholdt kontrolafgiften, da det var klagerens eget ansvar at sikre sig, at Ungdomskortet var gyldigt og klar til brug, før hun steg på toget, og da gyldighedsdatoen stod angivet på selve Ungdomskortet. Ikke medhold
8. februar 2022 DSB S-tog Trafikvirksomheden medhold
Orangebillet 2021-0148
Klageren troede fejlagtigt, at vedtagelsen af "Sommerpakken 2021", der indebar visse gratis færgeruter og udstedelse af 100.000 rejsepas til DSB for 299 kr. i 8 dage i sommerferien, også gjaldt gratis rejse med DSB, hvis man blot først havde købt en billet og efterfølgende annullerede købet. Ifølge klageren var det, hvad han havde fået at vide ved telefoniske at kontakte DSB Kundeservice. Klageren havde fravalgt, at samtalen blev optaget. Klageren rejste derpå uden gyldig billet, da han ved kontrol i toget, viste den billet, som han havde annulleret efterfølgende. Ankenævnet fastholdt kontrolafgiften, da informationen om rejsepas, og den ekstraordinære mulighed for at annullere Orangebilletter, var tilstrækkelig tydelig.
8. februar 2022 DSB Fjern- og Regionaltog Trafikvirksomheden medhold
Orangebillet 2021-0150
Klageren indtastede forkert rejsedato, da han købte to DSB Orange Fri-billetter på DSB's hjemmeside. Han og hustruen blev derfor pålagt hver en kontrolafgift, da de rejste på en anden dato, end deres billetter var gyldige til. Ankenævnet fandt, at kontrolafgifterne var korrekt pålagt, da der gælder særlige vilkår for denne billettype, hvilket klageren blev oplyst om i forbindelse med købet, og da det var klagerens eget ansvar, at kontrollere, at han havde indtastet de korrekte oplysninger. Ikke medhold
8. februar 2022 DSB Fjern- og Regionaltog Trafikvirksomheden medhold
Fejl på Rejsekortstander 2021-0153
Klageren fik en cykelkontrolafgiften for ikke at have checket sin cykel med ind på rejsekortet. Det kunne ikke lægges til grund, at check-ind-ekstra-standeren ikke virkede. Ikke medhold
8. februar 2022 Metro Service Trafikvirksomheden medhold
Mobilbilletter skal være modtaget inden påstigning 2021-0155
Klageren gjorde gældende, at den mobilbillet, han viste til kontrollørerne, var gyldig på dette tidspunkt. Ankenævnet fastholdt kontrolafgiften, fordi det fremgik af de tekniske data i sagen, at der ikke var steget passagerer på bussen ved det stoppested, som klageren anførte, men at klagerens billet uanset dette var købt efter bussens afgang fra dette stoppested, hvorfor den ikke var modtaget inden klagerens påstigning, og dermed i relation til rejsereglerne ikke var gyldig, selv om kontrollen skete på et tidspunkt, der lå efter, at klageren havde modtaget billetten.
8. februar 2022 Midttrafik Trafikvirksomheden medhold
Beløb overført til rejsekortkontoen men ikke trukket fra den tilknyttede bankkonto 2021-0162
Klageren havde på Rejsekorts hjemmeside bestilt et rejsekort med en tilknyttet tank-op-aftale, som skulle administreres af DSB. Hun benyttede imidlertid ikke det bestilte rejsekort, men da kortet ca. 6 måneder senere kom i kontakt med rejsekortudstyr på Frederiksberg Metrostation, overførte DSB i henhold til tank-op-aftalen et beløb på 300 kr. til rejsekortet. Efterfølgende kunne DSB ikke hæve betaling for optankningen på det betalingskort, som klageren havde tilknyttet til aftalen, fordi hun i mellemtiden havde fået nyt betalingskort. DSB fremsendte derfor to opkrævninger for optankningen til klageren, som hun dog ikke betalte. Herefter overdrog DSB fordringen til inddrivelse via et eksternt inkassobureau. Klageren mente ikke at skylde beløbet på 300 kr. til DSB, da hun ikke havde rejst på rejsekortet. Ankenævnet udtalte, at den omstændighed, at klageren endnu ikke havde benyttet det optankede beløb til at rejse for, ikke kunne fritage hende for forpligtelsen til at betale for optankningen på 300 kr., idet DSB havde overført beløbet til klagerens rejsekort, som hun dermed kunne benytte til fremtidige rejser. DSB havde derfor været berettiget til at overdrage fordringen til inkasso, da klageren ikke betalte for optankningen. Ankenævnet kunne ikke tage stilling til inkassobureauets opkrævning af inkassogebyr, inkassoomkostninger og renter, da dette falder uden for ankenævnets virke.
8. februar 2022 DSB Fjern- og Regionaltog Trafikvirksomheden medhold
Manglende fornyelse af periodekort / periodekort udløbet 2021-0176
Klagerens pendlerkort var udløbet 3 dage før kontrollen, hvilket han ikke var opmærksom på, da han troede, at det blev automatisk fornyet. Ikke medhold
8. februar 2022 Metro Service Trafikvirksomheden medhold
Manglende zone på periodekort 2022-0005
Klageren havde valgt at købe et pendlerkort til kun 7 zoner, der ikke omfattede zone 01, hvori hun rejste, i stedet for det dyrere pendlerkort til 8 zoner inkl. zone 01. Ankenævnet fastholdt kontrolafgiften, da det var vist tilstrækkeligt tydeligt i købsflow'et, hvilke zoner, kunden køber, men da Metro Service havde begrundet deres kontrolafgift med, at klageren manglede zone 03 på sit peridekort, skulle de godtgøre klagerens udgift til ankenævnets klagegebyr på 160 kr., da det ikke kunne afvises, at den fejlagtige begrundelse var årsag til, at klageren havde anket sagen.
8. februar 2022 Metro Service Trafikvirksomheden medhold
Ikke gået 4 timer/24 timer efter tank-op 2021-0059
Klageren rejste med bussen, 29 minutter efter hun havde tanket sit rejsekort op via selvbetjeningen på rejsekort.dk. Hun kunne ikke checke ind og blev pålagt en kontrolafgift. Samme skete på en senere rejse samme formiddag. Klageren gjorde gældende, at det ikke kommunikeres tydeligt til kunden, at man skal vente op til 24 timer, før optankningen registreres ved check ind i bus, fordi der benyttes ordet ”bør” i informationen til kunden. Hun medbragte sit pendlerkort og kvittering for betalingen, hvilket burde have været tilstrækkelig dokumentation for at have tanket kortet op. Et flertal i ankenævnet fastholdt begge kontrolafgifter og udtalte: "Det fremgår af Rejsekort Kortbestemmelser, at kortlæserne i busser opdateres ca. en gang i døgnet, hvorfor tank-op via selvbetjeningen bør ske, mindst 24 timer før beløbet skal bruges, når rejsen skal ske med bus. Dette blev også oplyst til klageren i flow’et i selvbetjeningssystemet, da hun bestilte optankningen og i den automatiske e-mail, som rejsekortsystemet sender til kunden efter bestillingen." Desuden udtalte ankenævnet vedrørende kvittering for optankningen, at pendlerkortets gyldighedsperiode først løber fra det første check ind inden for 30 dage. Der er derfor stor risiko for omgåelse, hvis det accepteres, at rejsekortindehavere har gyldig rejsehjemmel ved blot at forevise en bekræftelse på at have bestilt en periode, fordi betalingen for perioden tilbageføres på kundens bankkonto, hvis rejsekortet ikke aktiveres med check ind inden 30 dage. En passager vil dermed kunne spekulere i at undlade at aktivere en gyldighedsperiode til efter en eventuel kontrol. Et mindretal fandt, at kontrolafgiften skulle nedsættes til 125 kr., svarende til, når man havde glemt sit kort, og at det er problematisk for kunder, der kun kan tanke op elektronisk, at de skal vente 24 timer med at rejse.
15. december 2021 FynBus Trafikvirksomhed medhold (dissens)
Mobilbilletter skal være modtaget inden påstigning 2021-0076
Kontrolafgift for køb af sms-billet efter påstigning. Ikke medhold
15. december 2021 Movia Trafikvirksomheden medhold
For lav saldo 2021-0088
Klageren havde ikke tanket sit rejsekort op, hvor saldoen var for lav til check in. Han steg alligevel på bussen. Klageren gjorde gældende, at hvis han på den forrige rejse havde undladt at checke ud og blot havde foretaget et skifte-check ind på returrejsen, ville saldoen ikke have været for lav til at betale for rejsens pris. Ankenævnet fastholdt kontrolafgiften og udtalte, at forudbetalingen trækkes fra kortet ved passagerens check ind og er uafhængig af, om passageren agter at foretage en rejse, der koster mindre end den konkrete rejsekortsaldo. Det af klageren anførte om, at han kunne have undladt check ud på Valby st. om formiddagen og dermed ville have kunnet rejse om eftermiddagen, kan ikke føre til et andet resultat, idet en foretaget rejse ifølge rejsereglerne pkt. 1.3. skal afsluttes med check ud. En undladelse af at checke ud for at påbegynde en ny rejse (meget) senere, vil være en omgåelse af denne bestemmelse i rejsereglerne. Hertil kommer at ifølge tabellerne om sammenhængen mellem tid og zoner på rejsekort vil en rejse, der strækker sig tidsmæssigt længere end de zoner, der rejses indenfor, blive beregnet på en særlig måde. I klagerens tilfælde ville hans rejse den 18. maj 2021, ved undladt check ud kl. 11:58, have strakt sig fra første check ind kl. 11:30 til kontroltidspunktet 16:28. Herefter ville den blive beregnet på grundlag af tabellen, svarende til at kunden har rejst i ca. 16 - 17 zoner, prissat til et beløb mellem 107 kr. - 112 kr. Og dette beløb havde klageren ikke på sit rejsekort.
15. december 2021 Movia Trafikvirksomheden medhold
Hvilket rejsekort blev forevist 2021-0112
Klageren havde et rejsekort flex og et rejsekort personligt, men ingen af disse kort var checket ind, da klageren blev kontrolleret. Ankenævnet fastholdt kontrolafgiften og kunne ikke lægge klagerens forklaring til grund, om at at han havde forvekslet sine rejsekort, fordi kontrolløren stressede ham.
15. december 2021 Movia Trafikvirksomheden medhold
Information på engelsk 2021-0113
Kontrolafgift på 750 kr. grundet rejse på en DOT Tourist Ticket, der ikke var udfyldt med tid og dato og derfor ikke var gyldig. Klageren gjorde gældende, at han grundet sprogproblemer mellem ham og den svenske sælger ikke forstod andet, end at billetten var gyldig i 3 timer. Ankenævnet fastholdt kontrolafgiften og udtalte, at Tourist Ticket er en særlig billet, hovedsageligt beregnet til turister, som navnet angiver. Billetten har gyldighed fra det tidspunkt og dato, som passageren skriver i to hvide felter. Selv om billettens tekst udelukkende er på engelsk, finder ankenævnet, at det måtte fremstå tilstrækkeligt tydeligt for klageren, at de to hvide tomme felter med betegnelserne: ”Date” og ”Start Time” skulle udfyldes, før billetten var gyldig rejsehjemmel.
15. december 2021 Movia Trafikvirksomheden medhold
Orangebillet 2021-0115
Klageren rejste på DSB Orange Printselvbillet i bussen, hvorefter han blev pålagt en kontrolafgift. Ifølge klageren viste han billetten til chaufføren og spurgte, om han kunne køre til stoppestedet Dyssegårdsvej, hvortil chaufføren bad ham tage plads i bussen. Ankenævnet fastholdt kontrolafgiften og udtalte, at klageren ved køb af billetten havde anført Næstved st. som slutdestination, til en rejse, der imidlertid gik til busstoppestedet Dyssegårdsvej i Næstved. På den Print-Selvbillet, klageren modtog, stod der tydeligt, at billetten ikke var gyldig til andre transportformer som bus, metro, letbane eller lokalbane. Hertil kom, at det på selve billetten stod anført, at den var gyldig til Næstved st. med ankomst kl. 17:29. Klageren kunne derfor ikke med rette kunne gå ud fra, at hans DSB Orange-billet var gyldig til rejse med buslinje 601 efter dette tidspunkt. Ankenævnet tilføjede: "Således som sagen foreligger oplyst, kan ankenævnet ikke lægge til grund, at klageren ved påstigningen spurgte chaufføren direkte, om han kunne rejse med bussen på sin DSB Orangebillet, hvilket ankenævnet anser for et krav ifølge rejsereglerne punkt 2.4, hvis chaufføren skal vejlede kunden, og ansvaret for kundens gyldige rejsehjemmel skal overgå til chaufføren. Klageren spurgte efter egne oplysninger, om ”han kunne køre til Dyssegårdsvej”, hvilket med rette kunne opfattes af chaufføren som et spørgsmål om bussens rute, snarere end et spørgsmål om rejsehjemlens gyldighed. Ankenævnet finder derfor, at ansvaret for at forevise gyldig rejsehjemmel fortsat påhvilede klageren".
15. december 2021 Movia Trafikvirksomheden medhold
Orangebillet 2021-0123
Klagerne skulle rejse fra Odense til Københavns Lufthavn med DSB-tog og havde købt Orange Fri-billetter til rejsen. På grund af driftsforstyrrelser besluttede de på Københavns Hovedbanegård at omlægge deres rejserute og rejste således videre fra Hovedbanegården med metroen i stedet for med DSB-toget. I metroen blev de pålagt hver en kontrolafgift for at rejse på DSB Orange Fri-billetter, som ikke er gyldige i metroen. Et flertal i ankenævnet fandt, at Metro Service var berettiget til at fastholde kontrolafgifterne, da det ikke kunne lægges til grund, at DSB-togpersonalet havde oplyst, at klagerne kunne benytte netop deres billettype til andre transportformer, og da de selv havde en særlig forpligtelse til at undersøge, om billetterne gjaldt til den ændrede rejse. Et mindretal i ankenævnet udtalte, at det burde ligge i DOT-samarbejdet at afdæmpe virkningen for passagerer af ekstraordinære situationer, såsom dokumenterede driftsforstyrrelser. Disse medlemmer fandt derfor, at kontrolafgifterne skulle frafaldes. Der blev truffet afgørelse efter stemmeflertallet. DISSENS
15. december 2021 Metro Service Trafikvirksomhed medhold (dissens)
Hørt lyd fra en anden stander / hørt forkert lyd 2021-0128
Klageren var blevet pålagt en kontrolafgift for ikke at være checket ind på sit rejsekort, og gjorde gældende, at hans synshandicap gør, at han ikke kan læse teksten på kortlæseren. Han stolede derfor udelukkende på kortlæserens lyd for korrekt check ind, som han hørte, inden han steg på metroen. Ankenævnet fastholdt kontrolafgiften og understregede, at passageren inden check ind eller check ud kan afklare, om den aktuelle kortlæser foretager check ind eller check ud, ved at placere hånden på kortlæseren, der med en stemme angiver ”check ind” eller ”check ud”.
15. december 2021 Metro Service Trafikvirksomheden medhold
Ikke registreret i Back Office / manglende check ind 2021-0135
Klageren var ikke checket ind på det foreviste rejsekort. Ikke medhold
15. december 2021 Metro Service Trafikvirksomheden medhold
Fejl på Rejsekortstander 2021-0137
Kontrolafgift for manglende check-ind. Den omstændighed, at check-ind-standeren frøs, kunne ikke fritage klageren for at sikre sig gyldig rejsehjemmel. Ankenævnet bemærkede, at der på påstigningsstationen findes flere check-ind-ekstra-standere såvel som rejsekortautomater, hvor klageren kunne have foretaget korrekt check-ind, samt at klageren, uanset at han vidste, at han selv og cyklen ikke var checket ind på rejsekortet, i strid med rejsereglerne steg på metroen uden forinden på anden vis at have sikret sig en gyldig billet. Ikke medhold
15. december 2021 Metro Service Trafikvirksomheden medhold
Manglende Metrotillæg (rejst på forkert billet/kort) 2021-0144
Kontrolafgift for rejse i metroen med pendlerkort uden metrotillæg. Grundet driftsforstyrrelser valgte klageren at rejse med metroen frem for med S-togslinje C, som hun plejede. Hendes pendlerkort var gyldigt i den zone, som hun rejste i, men gjaldt ikke i metroen, fordi hun ikke havde tilkøbt metrotillæg til pendlerkortet, hvilket hun imidlertid ikke kunne se på selve kortet. Ankenævnet bemærkede, at billetter og kort i DOT’s område som udgangspunkt gælder til den købte periode og det valgte antal zoner og kan benyttes i alle transportformer, og at der med metrotillægget er sket en fravigelse af dette princip, hvilket indebærer en særlig informationsforpligtelse til passagererne. Ankenævnet udtalte videre, at uanset, at billetter sædvanligvis ikke oplyser, hvad de ikke er gyldige til, kan man ikke udelade en så vigtig oplysning om, at man ikke kan rejse med metroen, når man med alle andre former for rejsehjemmel kan rejse frit med alle transportformer inden for de pågældende zoner. Ved at udelade denne oplysning fandt ankenævnet, at det i den konkrete sag ikke havde fremgået tilstrækkelig tydeligt for klageren, at hendes pendlerkort ikke var gyldigt i metroen, hvorfor Metro Service skulle frafalde kontrolafgiften. KLAGEREN MEDHOLD
15. december 2021 Metro Service Klager medhold
Systemfejl? 2021-0152
Kontrolafgift for at rejse uden billet. Klagerens billetkøb i DOT-appen var ikke gennemført, og hun fik beskeden "We received your order but we are waiting for the payment to be approved by the payment provider". Ankenævnet fasthold kontrolafgiften, da det mislykkede købsforsøg skyldtes, at der ikke var dækning for købet på klagerens betalingskort. Ikke medhold
15. december 2021 Metro Service Trafikvirksomheden medhold
For lav saldo 2021-0147

Kontrolafgift for manglende check-ind. Saldoen på rejsekortet var for lav til, at der kunne foretages check-ind. Ankenævnet fastholdt kontrolafgiften, da klageren selv var ansvarlig for, at rejsekortet havde den nødvendige saldo til at checke ind. Ikke medhold

15. december 2021 Metro Service Trafikvirksomheden medhold