Gå til sidens indhold

Information

Telefontiden er lukket fra og med fredag den 20. december 2024 indtil den 7. januar 2025

Kategori:

Afgørelse:

Trafikvirksomhed medhold (dissens)

Dato:

15. december 2021

Selskab:

FynBus

Afgørelsen som PDF:

Afgørelse

2021-0059

Klageren rejste med bussen, 29 minutter efter hun havde tanket sit rejsekort op via selvbetjeningen på rejsekort.dk. Hun kunne ikke checke ind og blev pålagt en kontrolafgift. Samme skete på en senere rejse samme formiddag. Klageren gjorde gældende, at det ikke kommunikeres tydeligt til kunden, at man skal vente op til 24 timer, før optankningen registreres ved check ind i bus, fordi der benyttes ordet ”bør” i informationen til kunden. Hun medbragte sit pendlerkort og kvittering for betalingen, hvilket burde have været tilstrækkelig dokumentation for at have tanket kortet op. Et flertal i ankenævnet fastholdt begge kontrolafgifter og udtalte: "Det fremgår af Rejsekort Kortbestemmelser, at kortlæserne i busser opdateres ca. en gang i døgnet, hvorfor tank-op via selvbetjeningen bør ske, mindst 24 timer før beløbet skal bruges, når rejsen skal ske med bus. Dette blev også oplyst til klageren i flow’et i selvbetjeningssystemet, da hun bestilte optankningen og i den automatiske e-mail, som rejsekortsystemet sender til kunden efter bestillingen." Desuden udtalte ankenævnet vedrørende kvittering for optankningen, at pendlerkortets gyldighedsperiode først løber fra det første check ind inden for 30 dage. Der er derfor stor risiko for omgåelse, hvis det accepteres, at rejsekortindehavere har gyldig rejsehjemmel ved blot at forevise en bekræftelse på at have bestilt en periode, fordi betalingen for perioden tilbageføres på kundens bankkonto, hvis rejsekortet ikke aktiveres med check ind inden 30 dage. En passager vil dermed kunne spekulere i at undlade at aktivere en gyldighedsperiode til efter en eventuel kontrol. Et mindretal fandt, at kontrolafgiften skulle nedsættes til 125 kr., svarende til, når man havde glemt sit kort, og at det er problematisk for kunder, der kun kan tanke op elektronisk, at de skal vente 24 timer med at rejse.