Gå til sidens indhold

Kategori:

Afgørelse:

Trafikvirksomhed overvejende medhold

Dato:

20. februar 2025

Selskab:

Movia

Afgørelsen som PDF:

Afgørelse

24-0370

Klagerens to døtre på henholdsvis under 16 år og 16 år skulle rejse med buslinje 620R. Klageren havde forinden købt to standard DSB-billetter til dem med kundetypen ”barn”, som de viste ved kontrol i bussen.

Da den ene datter var fyldt 16 år forud for rejsen og dermed skulle have haft en voksenbillet, blev hun pålagt en kontrolafgift på 1.000 kr. Klageren anførte, at hendes datter havde været udsat for racisme og forskelsbehandling, da der i bussen var en anden pige, som ikke fik en kontrolafgift for manglende billet.

Indledningsvist bemærkede ankenævnet, at det ligger udenfor ankenævnets kompetence at bedømme, om klagerens datter var blevet udsat for en racistisk behandling, idet sådanne klager henhører under Ligebehandlingsnævnet.

Ankenævnet fandt, at kontrolafgift var blevet pålagt med rette, men at Movia skulle frafalde to rykkergebyrer, da klageren under sin klage til Movia havde oplyst, at hun ikke ville betale kontrolafgiften, hvorefter det ikke var rimeligt at opkræve rykkergebyrer for kontrolafgiften.