Kategori:
Afgørelse:
Trafikvirksomhed medhold (dissens)
Dato:
23. oktober 2024
Selskab:
Metro Service
Afgørelsen som PDF:
24-0124
Klageren skulle med Metroen fra Københavns Lufthavn, hvor han købte en kontantbillet i en billetautomat. Han lagde billetten i en yderlomme på sin kuffert, og da der ved ankomsten til Christianshavns st. var kontrol, kunne han ikke finde billetten, fordi den havde forputtet sig blandt nogle arbejdsdokumenter. Et flertal i ankenævnet fandt, at klageren ikke kunne fritages for kontrolafgiften. Flertallet udtalte, at da klageren fik mindst halvandet minut til at lede efter sin billet og herefter fortsat ikke kunne fremvise den for stewarden, blev kontrolafgiften for manglende forevisning af gyldig rejsehjemmel pålagt klageren med rette. Disse medlemmer lagde vægt på, at ansvaret for at kunne forevise en gyldig billet på forlangende påhvilede klageren selv, samt at den omstændighed, at klageren efterfølgende indsendte en kopi af en upersonlig billet, ikke kunne føre til et andet resultat, da billetten kun var gyldig for ihændehaveren på billetteringstidspunktet, hvorfor efterfølgende visning ikke kunne accepteres, uanset at billettens købstidspunkt i lufthavnen stemte tidsmæssigt overens med det tidspunkt, hvor klageren ifølge det oplyste befandt sig i lufthavnen. Et mindretal fandt, at Metro Service skulle frafalde kontrolafgiften og udtalte, at klageren skulle have været levnet mere tid til at lede efter sin billet, samt at det ikke kunne afvises, at stewarden, uanset at han ikke gav klageren et egentligt tilsagn om frafald af kontrolafgiften ved efterfølgende indsendelse af billetten, kommunikerede således, at klageren med rette kunne få denne opfattelse, og at klageren på denne baggrund opgav at lede yderligere efter sin billet i tidsrummet herefter, hvor kontrolafgiftens udstedelse pågik, og hvor han også skulle fremfinde ID på stewardens anmodning. Der blev truffet afgørelse efter stemmeflertallet. DISSENS