Afgørelser
Kategori | Nummer | Dato | Selskab | Resultat |
---|---|---|---|---|
Fortolkning af regler |
2022-0094
Sagen vedrører klagerens udgift på 200 kr. til betaling af en bilist, der kørte klageren og ægtefællen til slutdestinationen, fordi de var blevet forsinket undervejs på rejsen med Midttrafik. Rejsen var oprindeligt planlagt til at skulle foregå med bus, letbane og Flexbus. Ankenævnet besluttede den 1. november 2022, at Midttrafik under de helt særlige omstændigheder i sagen, skulle godtgøre klageren de 200 kr. og udtalte: "Ankenævnet finder efter en samlet bedømmelse af sagens omstændigheder og henset til formålet med rejsegarantien – at hjælpe kunderne videre på rejsen – at klageren er berettiget til at få re-funderet udgifterne på 200 kr. til betaling af bilens fører for at køre dem til Rude Strand Højskole, når klageren har fremlagt busbilletter og dokumentation for opholdet på højskolen, således at den foretagne rejse den pågældende aften kan anses for tilstrækkeligt godtgjort. Det er ankenævnets opfattelse, at kørslen i situationen kunne sidestilles med taxakørsel og ikke kørsel i egen bil, der afregnes til statens takster. Klageren ville have opfyldt betingelserne for at have fået refunderet en taxaregning fra Odder Busterminal til højskolen, fordi klageren omlagde rejsen til en anden buslinje, sådan som Midttrafik foreslår i rejsegarantireglerne. Klageren begrænsede tilmed eventuelle taxaudgifter ved denne omlægning. Ankenævnet bemærker, at det ikke hermed er statueret, at passagerer i tilfælde af aktivering af rejsegarantien selv kan vælge transportform til den videre rejse. Midttrafik skal godtgøre klagerens udgifter på 200 kr. men skal ikke betale sagsomkostninger til ankenævnet, da klageren overtrådte en for så vidt klar instruks om at benytte en taxa eller egen bil som erstatningstransport." Midttrafik begærede derpå genoptagelse af sagen, fordi klageren ikke ville have kunnet få rejsegaranti til taxa fra Odder Busterminal til slutdestinationen, da rejsegaranti ikke dækker kundens samlede rejse, og klageren kun ville have kunnet få rejsegaranti fra Nyvangsvej/Vestervej til Malling St. Ankenævnet genoptog sagen, og fastholdt afgørelsen med denne præcisering: "Ankenævnet medgiver, som anført i Midttrafiks genoptagelsesbegæring, at der ikke direkte i med-før af Midttrafiks Rejsegaranti var en forpligtelse til at godtgøre klagerens udgift til (videre) transport på den del af rejsen, der skulle have været foretaget med Flexbus fra Malling til Rude Strand – og dermed heller ikke fra Odder til Rude strand. Ankenævnet bemærker dog, at ved søgning på Midttrafiks hjemmeside om busruter, fremkommer buslinje 302, som klageren aflyste, da det undervejs stod klart for ham, at de ikke ville kunne nå busafgangen. Imidlertid finder ankenævnet ud fra en rimelighedsbetragtning på baggrund af sagens samlede omstændigheder, herunder at Midttrafik har medgivet, at klageren ville have været berettiget til at få godtgjort en udgift til taxa fra Aarhus til Malling, hvilket ville have udgjort et større beløb end de omhandlede 200 kr., at Midttrafik skal godtgøre klagerens udgifter på 200 kr. til den transport, der i den konkrete sag viste sig rimelig. Den omstændighed, at klageren i situationen valgte at køre til Odder frem for Malling, indebærer ikke, at klageren derved er afskåret fra at få godtgjort de 200 kr. Ankenævnet bemærker, at Odder kilometermæssigt ligger tættere på Rude Strand end Malling." |
8. februar 2023 | Midttrafik | Klager medhold |
Systemfejl? |
2022-0041
Klagerens datter havde godkendt betaling for mobilbilletten i Midttrafiks app ved at swipe i Apple Pay-appen, hvorefter hun modtog en kvittering i sin mobilbank hvor status stod som "godkendt". Ved en kontrol kunne hun dog ikke vise nogen mobilbillet, fordi der aldrig var blevet leveret nogen billet, og beløbet var kun reserveret til betaling fra hendes konto, men var aldrig blevet trukket. Ankenævnet fastholdt kontrolafgiften, fordi datteren ikke havde sikret sig at have modtaget billetten inden påstigning. |
15. december 2022 | Midttrafik | Trafikvirksomheden medhold |
Manglende straks-check-ind |
2022-0078
Kontrolafgift for manglende straks check ind. Ikke medhold |
15. december 2022 | Movia | Trafikvirksomheden medhold |
Orangebillet |
2022-0139
Klageren rejste på en DSB Orangebillet i bussen, og ankenævnet fastholdt kontrolafgiften, og kunne ikke lægge til grund, at klageren ved påstigningen spurgte chaufføren direkte, om han kunne rejse med bussen på sin DSB Orange Fribillet. Ankenævnet bemærkede, at det anså det for et krav ifølge rejsereglerne punkt 2.4, hvis chaufføren skal vejlede kunden, og hvis ansvaret for kundens gyldige rejsehjemmel skal overgå til chaufføren. Kontrolløren noterede på kontrolafgiften efter at have spurgt chaufføren, at klageren havde spurgt chaufføren, om DSB-billet er gyldig i bus, men uden at vise, at hans billet var en DSB Orange Fri-billet, hvortil chaufføren havde svaret ”som regel”. Ankenævnet udtalte, at klageren tydeligt burde have oplyst og vist chaufføren, hvilken DSB-billet, der var tale om, og ansvaret for, ved en eventuel senere kontrol at kunne forevise gyldig rejsehjemmel, påhvilede derfor fortsat klageren, jf. selvbetjeningsprincippet i de Fælles landsdækkende rejseregler. |
15. december 2022 | Movia | Trafikvirksomheden medhold |
Vilkår og betingelser |
2022-0140
Klagerens søn havde et Rejsekort Pendler til kundetypen "Barn", men efter han fyldte 16 år, fornyede klagerens far pendlerperioden stadig med kundetypen "Barn" i stedet for voksen, som det kræves, og sønnen blev pålagt en kontrolafgift. Ankenævnet fastholdt denne, men udtalte at informationen til kunderne kan forbedres, og særligt med henblik på, at den er målrettet de helt unge, der ikke har samme forudsætninger som voksne for at forstå det oplyste. |
15. december 2022 | Arriva Tog (nu GoCollective) | Trafikvirksomheden medhold |
Manglende straks-check-ind |
2022-0145
Klageren blev pålagt en kontrolafgift for ikke at checke sit Rejsekort ind straks, da han steg på bussen. Ankenævnet fandt, at klagerens forklaring, som stred imod kontrollørernes observationer, ikke kunne lægges til grund og fastholdt kontrolafgiften. |
15. december 2022 | Movia | Trafikvirksomheden medhold |
Nægtede at modtage kontrolafgift/kvittere for modtagelsen |
2022-0149
Klageren var pålagt 2 rykkergebyrer på 100 kr. for manglende rettidig betaling af en cykelkontrolafgift. Klageren gjorde gældende, at han ikke havde modtaget Metro Services afgørelse i sin in-boks, og at hans spam-filter bliver slettet efter 30 dage. Under den indledende sagsbehandling frafaldt Metro Service det ene rykkergebyr, og ankenævnet fastholdt det resterende, da klageren havde siddet den første rykkerskrivelse overhørigt uden at kontakte Metro Service. Der er med afgørelsen ikke taget principielt stilling til, om en besked anses for at være "kommet frem", når den er endt i modtagerens spamfilter. Metro Service har efter afgørelsen oplyst, at kunden i forbindelse med indtastning af klagen på www. får meddelelse om at huske at checke sit spamfilter, inden browseren lukkes. |
15. december 2022 | Metro Service | Trafikvirksomheden medhold |
Refusion af pendlerkort, klippekort og billetter |
2022-0165
Klageren havde købt DSB 1' billetter til sig selv og sin datter, da de efter at have overværet en fodboldkamp i Parken skulle rejse med DSB tog fra København til Horsens. På grund af ekstra mange passagerer på den pågældende togafgang valgte togpersonalet at åbne 1. klasses kupeen for rejsende med standardbillet, og efter klagerens opfattelse fik de derfor ikke den ydelse, de havde betalt for, hvorfor han krævede at få refunderet den fulde pris for billetterne. Dette afviste DSB, men tilbød at godtgøre DSB 1’ tillægget. Et flertal i ankenævnet fandt, at det ikke udgjorde en væsentlig mangel ved selve transportydelse, som klageren og hans datter modtog, og at klageren derfor ikke var berettiget til et yderligere afslag i billetprisen. Et mindretal fandt derimod, at DSB skulle refundere den fulde billetpris til klageren. Der blev truffet afgørelse efter stemmeflertallet. |
15. december 2022 | DSB Fjern- og Regionaltog | Trafikvirksomhed medhold (dissens) |
Selskabet skulle frafalde rykkergebyr |
2022-0172
Klagerens søn kunne ikke finde sit Ungdomskort i DOT-appen, fordi han havde fået ny telefon og ikke havde opdateret appen derefter. Han blev pålagt en kontrolafgift, som Movia efterfølgende nedsatte til 125 kr., da de kunne se, at han havde haft et gyldigt Ungdomskort på kontroltidspunktet. Sønnen korresponderede via e-mail med Movia, der fastholdt de 125 kr., uden at sætte en fornyet betalingsfrist eller at henvise til den allerede meddelte frist. Movia sendte efterfølgende 2 rykkerskrivelser på 100 kr. til sønnens E-boks. Et flertal i ankenævnet fastholdt den nedsatte kontrolafgift, men statuerede, at de to rykkergebyrer skulle frafaldes. Movia skulle ikke betale sagsomkostninger, da de havde fået medhold i hovedspørgsmålet om opkrævning af kontrolafgiften. Et mindretal fandt, at informationen om at opdatere appen ikke var tilstrækkelig tydelig og fandt at kontrolafgiften skulle frafaldes sammen med rykkergebyrerne. Der blev truffet afgørelse efter stemmeflertallet. |
15. december 2022 | Movia | Trafikvirksomhed medhold (dissens) |
Billet udløbet |
2022-0173
Klagerens mobilbillet var udløbet 1 time og 11 minutter, før han steg på bussen. Ankenævnet fandt, at det fremgik tydeligt af mobilbilletten, hvornår den udløb. Ikke medhold |
15. december 2022 | Movia | Trafikvirksomheden medhold |
Manglende fornyelse af periodekort / periodekort udløbet |
2022-0176
Klageren glemte at forny sit pendlerkort efter sommerferien. Ikke medhold |
15. december 2022 | Metro Service | Trafikvirksomheden medhold |
Mobilbilletter skal være modtaget inden påstigning |
2022-0177
Klageren og ægtefællen bestilte mobilbilletter i Dot-appen, og swipede godkendelse af betalingen, hvorefter de steg om bord på Havnebussen, fandt en plads, og så, at der også steg kontrollører ombord. De modtog billetterne på telefonen, efter Havnebussens afgang, og blev ved kontrol pålagt hver en kontrolafgift på 750 kr. Et flertal i ankenævnet fastholdt kontrolafgiften, da mobilbilletter skal være modtaget på telefonen inden passagerens påstigning. Et mindretal fandt, at Movia skulle frafalde kontrolafgifterne, da betalingen var sket inden påstigning og inden Havnebussen forlod stoppestedet, og teksten på billetten om "gyldig fra" stod til bestillingstidspunktet. Klageren har oplyst, at de har indbragt sagen for domstolene. Ankenævnet er ikke part i sagen, der er anlagt mod Movia. |
15. december 2022 | Movia | Trafikvirksomhed medhold (dissens) |
Checkede ud med det samme |
2022-0188
Ved kontrol ombord på Metroen, blev klageren pålagt en kontrolafgift for ikke at være checket ind på sit Rejsekort. Det fremgik af hans rejsehistorik, at han havde checket ind på stationen, men to minutter efter havde han checket ud igen, hvilket muligvis skyldtes, at han havde stået for tæt op ad en check ud kortlæser på stationen, mens han ventede på metrotoget. Ikke medhold |
15. december 2022 | Metro Service | Trafikvirksomheden medhold |
Børneklippekort /børnebillet |
2022-0191
Klageren og hendes veninde rejste på børnebilletter, selv om de begge var fyldt 18 år. Ikke mehold |
15. december 2022 | Arriva Tog (nu GoCollective) | Trafikvirksomheden medhold |
Manglende Metrotillæg (rejst på forkert billet/kort) |
2022-0207
Klageren købte et pendlerkort i Skånetrafikens app, hvor han valgte Islands Brygge Metrostation, som destination og derfor regnede med, at kortet ville blive udstedt med Metrotillæg. Dette var imidlertid ikke tilfældet, og klageren blev pålagt en kontrolafgift i Metroen. Ankenævnet annullerede kontrolafgiften, da informationen i appen ikke var tydelig nok, hvilket vejede tungere end generelle handelsbetingelser, og at der er en særlig oplysningsforpligtelse i forbrugerforhold om tungtvejende forhold. |
15. december 2022 | Metro Service | Klager medhold |
Manglende straks-check-ind |
2022-0217
Klageren søn checkede først ind i bussen 7 minutter efter, at den var kørt fra stoppestedet, og samtidig med at kontrollører ved et efterfølgende stoppested steg ombord på bussen. Ikke medhold |
15. december 2022 | FynBus | Trafikvirksomheden medhold |
Vilkår og betingelser |
2022-0237
Kontrolafgift på 750 kr. grundet manglende aktivering af fornyelse af perioden på Rejsekort Pendlerkort efter udløb af den forrige gyldighedsperiode. Klageren opfattede sms'en med udløbsdatoen, som den dato han skulle tanke Rejsekortet op og begynde en ny periode med check ind, hvilket han gjorde. Men da aktivering af en ny periode først kan ske, når den forrige periode er udløbet, hvilket først var den følgende dag, havde klageren mod forventning ikke gyldig rejsehjemmel ved en kontrol dagen efter udløbsdatoen. Ankenævnet besluttede, at Metro Service skulle nedsætte kontrolafgiften til 125 kr. og betale 10.000 kr. i sagsomkostninger til ankenævnet. grundet manglende tydelig information til kunden. Ankenævnet udtalte bl.a.: "Kort efter klageren var blevet pålagt kontrolafgiften den 27. oktober 2022, foretog han check ind på sit Rejsekort, hvorefter den nye pendlerperiode blev aktiveret pr. 27. oktober 2022. Efter en samlet bedømmelse af sagens omstændigheder, herunder at klageren kun har været uden gyldigt periodekort den 26. oktober 2022, finder ankenævnet, at Metro Service skal nedsætte kontrolafgiften til 125 kr. efter en analogi af reglen om nedsættelse af kontrolafgiften ved efterfølgende fornyelse af et i en hverdag udløbet periodekort. En eventuel risiko for omgåelse kan ikke føre til en anden vurdering, og da der er lagt vægt på, at informationen har været for dårlig, er det ankenævnets opfattelse, at en bedre information kan rette op på dette. Det anbefales, at teksten til kunden i sms’en og i Rejsekortautomaten ændres til fx: ”Udløb 25. oktober kl. 23:59, hvorefter en ny periode kan aktiveres.” Ankenævnet finder også, at informationen og vejledningen i sms’en til kunderne kan være klarere, fx med en formulering som ”til og med” vedrørende datoen for kortets udløb, eller med angivelse af klokkeslæt: ”udløb dato kl. 23:59:59”. |
15. december 2022 | Metro Service | Klager medhold |
Mobilbilletter skal være modtaget inden påstigning |
2022-0151
Klageren og hendes kæreste steg på bussen i den tro, at den anden havde et Rejsekort, som de begge kunne checke ind på. Men de fandt ud af, at ingen af dem havde medbragt noget kort, og de begyndte derfor at bestille sms-billetter. Disse blev modtaget på telefonen, men de blev hver pålagt en kontrolafgift på 750 kr. for ikke at have modtaget billetterne, der var bestillt fra en forkert startzone, inden påstigning. Ankenævnet fastholdt kontrolafgifterne og udtalte, at klageren burde have sikret sig inden påstigning, at de havde medbragt det Rejsekort, som de agtede at betale for transporten med. |
3. november 2022 | Movia | Trafikvirksomheden medhold |
Vilkår og betingelser |
2022-0034
På en rejse mellem Vejle st. i Sydjylland og Aarhus i Midtjylland checkede klageren ind på Vejle st. med et Rejsekort Anonymt, som var indstillet til lokale rejser med en forudbetaling på 70 kr. Da det er en betingelse for at benytte Rejsekort Anonymt til rejser mellem landsdelene, at kortet indstilles til en høj forudbetaling på 600 kr., foretog rejsekortsystemet et automatisk check ud af Rejsekortet, da det kom i kontakt med en kortlæser i en bus i Aarhus. Ved en efterfølgende kontrol i bussen blev klageren pålagt en kontrolafgift for ikke at være checket ind. Ankenævnet fandt, at der i den konkrete sag havde foreligget sådanne helt særlige omstændigheder, at Midttrafik i sin behandling af sagen i 1. instans skulle have frafaldet kontrolafgiften. Ankenævnet lagde vægt på, at klageren forsøgte at lave et korrekt skifte check ind, hvorved hun blev automatisk checket ud af rejsekortsystemet, og at hun ved dette check ud betalte den fulde pris på 118 kr. for rejsen, idet prisen for at rejse det sidste stykke til stoppestedet nærmest hendes bopæl var den samme, samt at det kunne lægges til grund, at klageren ikke skulle rejse længere end til sin bopæl i Åbyhøj, at hun dermed isoleret set havde betalt den fulde pris for rejsen. Endvidere fandt ankenævnet, at der ikke var risiko for omgåelse af reglen om at omstille Rejsekortet med en højere forudbetaling. Klageren medhold |
1. november 2022 | Midttrafik | Klager medhold |
Refusion af udgift til billet, telefonregning, frimærker |
2022-0058
Klageren skiftede adresse, der indebar, at hans Ungdomskort skulle overgå fra blive leveret af DSB til at blive produceret og leveret af Midttrafik. Dette fik klageren ikke meddelt til Ungdomskort på den korrekte måde, fordi han forstod oplysningerne på hjemmesiden således, at han kunne vente med at bestille et nyt til det gamle udløb. Imidlertid betød dette, at Midttrafik ikke fik meddelelse om at skulle levere et Ungdomskort til klageren, der derfor i en periode på 12 dage, måtte købe dagsbilletter for at komme til sin uddannelse. Udgifterne til disse billetter anmodede klageren DSB om at godtgøre sig, hvilket de afviste med en besvarelse, der ikke tog stilling til klagerens anbringender i relevant omfang. Et flertal i ankenævnet fandt herefter, at DSB skulle godtgøre klagerens udgift til at klage til ankenævnet. DSB skulle ikke godtgøre klagerens udgifter til billetter, da han havde begået en fejl i bestillingen af Ungdomskortet. Et mindretal fandt, at oplysningerne på Ungdomskorts hjemmeside var misvisende i en sådan grad, at DSB skulle godtgøre klagerens udgifter til billetter og betale 10.000 kr. i sagsomkostninger til ankenævnet. Der blev afsagt kendelse efter stemmeflertallet. |
1. november 2022 | DSB Fjern- og Regionaltog | Trafikvirksomhed medhold (dissens) |
For lav saldo |
2022-0082
Klageren gjorde gældende, at han var checket ind i bussen på vennens Rejsekort sammen med vennen. Der var imidlertid ikke nogen registrering af check ind på kortet, og klageren blev ved kontrol af sin rejsehjemmel pålagt en kontrolafgift på 750 kr. Saldoen til check ind af flere rejsende på kortet, var desuden for lav. Under ankenævnssagen oplyste Midttrafik, at loggen viste, at Rejsekortet var ført 2 gange forbi standeren. Ankenævnet fastholdt kontrolafgiften, men klageren begærede sagen genoptaget, da de ikke havde kørt Rejsekortet forbi standeren 2 gange. Rejsekort datamanager oplyste på forespørgsel, at loggen viste, at ekstra check ind-standeren var blevet aktiveret, men der var ikke valgt to voksne med piletasterne. Midttrafik besluttede at frafalde kontrolafgiften baseret på en fornyet vurdering af de tekniske logs. |
1. november 2022 | Midttrafik | Klager medhold |
Fortolkning af rejseregler (hunde, cykler, rejsekort) |
2022-0093
Klageren rejste med Metroen med en hund, som stewarden så ikke var i en taske. Da klageren fik øje på stewarden, tog han en stofpose op af lommen og begyndte at sætte hunden deri. Klageren blev pålagt en kontrolafgift til hunden for ikke at have købt billet til den, når den ikke var i en taske. ifølge klageren blev der diskuteret med stewarden om, hvad der skal til at kvalificere en taske, hvis det ikke var en stofpose med hank, som var beregnet til hunden. Ankenævnet fastholdt kontrolafgiften på baggrund af stewardens oplysninger, men Metro Service skulle godtgøre klagerens udgift til klagegebyr, da det ikke kunne afvises, at baggrunden for klagen var, at stewarden havde diskuteret med klageren om, hvilken tasketype, man skulle benytte, men når dette ikke var specificeret i rejsereglerne, var stewardens skønsudøvelse ikke nødvendigvis korrekt. Ankenævnet henstillede, at der kommer klarere regler. |
1. november 2022 | Metro Service | Trafikvirksomheden medhold |
Manglende Check ind |
2022-0097
Klageren rejste med sin mor, der skulle checke ind på sit eget Rejsekort. De mente at have hørt et bip og troede, at alt var i orden. ved en efterfølgende kontrol viste det sig, at moren ikke var checket ind, og hun blev pålagt en kontrolafgift, som ankenævnet fastholdt. Det kunne ikke føre til et andet resultat, at moren efter det oplyste har Alzheimers. |
1. november 2022 | Movia | Trafikvirksomheden medhold |
Rejst på forkert billet/kort |
2022-0107
Klageren har siden 2019 haft et handicap ledsagerkort, der indebærer, at han kan rejse på børnebillet. Klageren troede, at han kunne rejse gratis, og blev pålagt en kontrolafgift på 750 kr. Klageren indsendte videoer til ankenævnet, der skulle dokumentere, at han ofte fik lov af chaufførerne til at stige om bord ved kun at vise ledsagerkortet. Ankenævnet udtalte, at klageren ofte havde påbegyndt billetkøb, som ikke blev gennemført, hvilket dokumenterede, at han var vidende om at skulle købe børnebillet sammen med ledsagerkortet. Ankenævnet udtalte videre, at chaufførerne ikke udfører systematisk kontrol, og ifølge Midttrafik ikke kan vejlede kunder om billetter og kort, men skal oplyse, at kunden skal kontakte Midttrafik. Ankenævnet bemærkede dog, at der ikke var overensstemmelse mellem de Fælles landsdækkende rejseregler og Midttrafiks rejseregler på dette punkt, idet chauffører kan give vejledning på forespørgsel ifølge de landsdækkende rejseregler, og anbefalede en præcisering i reglerne. Klageren gjorde gældende, at når det var en børnebillet, han manglede, skulle han kun betale en børnekontrolafgift. Dette afviste ankenævnet, da kontrolafgiften følger personen og ikke den manglende rejsehjemmel. |
1. november 2022 | Midttrafik | Trafikvirksomheden medhold |
Mobilbilletter skal være modtaget inden påstigning |
2022-0112
Klageren er født i 1946 og havde fået hjælp af sit barnebarn til at installere DOT-appen på sin telefon. Hun var ikke bekendt med reglen om, at mobilbilletter skal være modtaget på telefonen, inden påstigning på bussen, og satte sig derfor på et sæde, hvorefter hun begyndte at købe en billet. Hun blev ved en efterfølgende kontrol pålagt en kontrolafgift. Ankenævnet fastholdt denne, da det er en af de helt grundlæggende og længe eksisterende regler i den kollektive transport, at mobilbilletter skal være modtaget på telefonen, inden kunden stiger om bord, fordi der ved denne billetform ellers vil være store omgåelsesmuligheder og på baggrund af ankenævnets hidtidige faste praksis. Videre udtalte ankenævnet: "Ankenævnet finder, at der ikke har foreligget sådanne særlige omstændigheder, at kontrolafgiften skal frafaldes, men ankenævnet anbefaler parterne bag DOT-appen, som Movia er en del af, at det ligesom ved køb af sms-billetter oplyses tydeligt til kunden i købsflow’et, fx ved en pop-up besked, at kunden ikke skal begynde rejsen, før billetten er modtaget på mobilen. Beskeden kan også fremgå af selve billetten, som fx i Midttrafiks billetapp, hvor det både fremgår af købsflow og af selve billetten, at denne ikke er gyldig til Arriva og DSB-tog. Midttrafik har desuden faste speaks i bussen, der orienterer passagererne om, at mobilbilletter skal være modtaget på telefonen inden påstigning." |
1. november 2022 | Movia | Trafikvirksomheden medhold |