Kategori:
Afgørelse:
Trafikvirksomhed medhold (dissens)
Dato:
4. december 2024
Selskab:
Metro Service
Afgørelsen som PDF:
24-0304
Da klageren steg ombord på Metroen om eftermiddagen, var hendes pendlerkort udløbet ca. 13 timer tidligere. Ifølge Metro Service var kunden ikke berettiget til at få nedsat kontrolafgiften til 125 kr., fordi hun ikke havde fornyet pendlerkortet samme dag som billetkontrollen. Kunden anførte, at hun ikke havde fået dette at vide af stewarden, og at hun ikke havde fornyet kortet, fordi hun først skulle rejse igen flere dage senere.
Ankenævnet traf afgørelse efter stemmeflertal.
3 medlemmer udtalte, at stewarden ikke med sikkerhed kunne vide, om kundens køb af en ny pendlerperiode straks efter kontrolafgiftens udstedelse ville føre til, at kontrolafgiften nedsættes efterfølgende af kundeservice, og da betingelserne for at få nedsat kontrolafgiften er skrevet på bagsiden af det girokort, der udleveres til passageren ved kontrollen, fandt de 3 medlemmer, at der ikke er tilstrækkeligt grundlag for at statuere, at det beroede på mangelfuld rådgivningen fra stewarden, at klageren ikke straks fornyede kortet.
1 medlem med 2 stemmer udtalte, at uanset at det oplyses bag på det girokort, der udleveres til passageren ved kontrolafgiftens udstedelse, hvad betingelserne er for at få nedsat kontrolafgiften, burde stewarden have vejledt klager, så hun kunne nå at forny kortet straks og dermed få nedsat kontrolafgiften til 125 kr.