24-0127
Klageren gjorde gældende, at hun skulle spænde sin cykel fast inden hun kunne checke ind, og at hun ikke forstod, hvorfor der var for lav saldo, når telefonskærmen viste noget andet. Ankenævnet udtalte: "Det fremgår af klagerens rejsekorthistorik, at hun rejste fra Roskilde st. til Jagtvej den 20. februar 2024, hvor hun checkede ud i buslinje 18 kl. 13:40. Her kom rejsekortsaldoen ned på 16,88 kr., hvilket er under de 25 kr., der kræves i forudbetaling for check ind på Rejsekort Personligt.
Når dette sker, giver kortlæseren en advarselslyd samt besked på displayet om ”Lav saldo”.
Uagtet at klageren fik denne oplysning, tankede hun ikke sit Rejsekort op, inden hun på ny rejste den 22. februar 2024. Dette var baggrunden for, at hun ikke kunne checke kortet ind.
Det fremgår af rejsekortoversigten, at klagerens saldo helt tilbage til den 12. oktober måned 2023 efter rejse nummer 153 var på 331,18 kr.
Efter dette har klageren rejst 35 gange, hvor hun løbende har tanket forskellige beløb op fx 200 kr. og 100 kr. Senest den 9. februar 2024 tankede hun 100 kr. op på Herlev st. i en rejsekortauto-mat, hvorved saldoen kom op på 126,88 kr.
Derpå foretog hun tre rejser henholdsvis den 18., 19. og 20. februar 2024, der kostede 16, 52 og 41 kr.
På den baggrund er det ankenævnets opfattelse, at klageren ikke var berettiget til at antage den 22. februar 2024, at hun havde tilstrækkelig saldo til forudbetalingen på 25 kr. ved check ind og slet ikke, at saldoen androg 331,78 kr.
Den viste saldooversigt på telefonskærmen relaterer sig tilbage til oktober måned 2023, og det fremgår da også af screendumpet, at appen ikke havde været opdateret siden den 13. oktober 2023. Appen er efterfølgende blevet lukket den 7. november 2023.
Den omstændighed, at appen på klagerens telefonskærm den 22. februar 2024 viste et saldobe-løb, der relaterede sig tilbage til oktober 2023, er ikke en omstændighed, der gør, at Movia der-med bærer ansvaret for, at klageren ikke havde tanket op på sit Rejsekort efter at have fået lyden og teksten for for lav saldo ved check ud den 20. februar 2024."
Da klageren derudover ikke straks søgte at købe billet på anden vis, blev kontrolafgiften pålagt med rette.