2021-0037

Klageren havde som DSB-ansat fået udstedt et Frikort, som kun gælder til tog. Klageren blev derfor pålagt en kontrolafgift ved rejse på kortet i bus. Klageren gjorde gældende, at kontrolløren først godkendte frikortet, men efter 2 stop skiftede mening og kom tilbage og pålagde ham en kontrolafgift. Kontrollørens forklaring underbyggede ikke denne forklaring. Ankenævnet udtalte, at DSB-ansatte anmodes om, at søge nærmere info på DSB’s intranet, når de får tilsendt et Frikort. "Hvis klageren havde undersøgt sit togkorts gyldighed ved at læse på DSB’s intranet, ville han tydeligt have kunnet læse, at kortet ikke kan benyttes til busrejser. Imidlertid undlod klageren dette, fordi han ifølge det oplyste regnede med, at formuleringen på togkortets forside om gyldighed til ”Alle DSB og Arriva strækninger” indbefattede busrejser med Arriva som busoperatør...... Parterne har givet divergerende forklaringer om det passerede, men efter en samlet bedømmelse af sagens omstændigheder, finder ankenævnet at måtte lægge kontrollørens forklaring til grund om, at han ikke først godkendte klagerens togkort, og efter to stop skiftede mening. Ankenævnet kan ikke afvise, at klageren muligvis har forstået kontrollørens ageren således, at klageren uden at risikere en kontrolafgift kunne afvente, at kontrolløren forhørte sig hos en kollega om togkortets gyldighed. Men uanset om en sådan misforståelse var tilfældet, finder ankenævnet i den konkrete sag, at ansvaret for, at klageren havde gyldig rejsehjemmel, ikke var overgået til Movia, og kontrolafgiften til klageren blev dermed pålagt med rette. Ankenævnet bemærker, at klageren selv valgte at stige ind ad bussens midterdør, frem for ad fordøren, hvor han med det samme kunne have spurgt chaufføren til råds om togkortets gyl-dighed, inden bussen forlod stoppestedet."