Afgørelse
2021-0007
Klageren regnede med, at han som tidligere var tilmeldt automatisk fornyelse og betaling for sit Ungdomskort, og da kortet ikke dukkede op med posten, antog han, at det, som så ofte før, var forsinket. Han rejste uden rejsehjemmel to dage i træk og blev begge gange pålagt en kontrolafgift. Ankenævnet fastholdt begge kontrolafgifter, og udtalte: "Ungdomskort med posten leveres under normale omstændigheder til kunden nogle dage inden gyldighedsstart. Da klageren ikke, som han ellers plejede, modtog det bestilte Ungdomskort inden gyldighedsstarten den 1. oktober 2020, kontaktede han ikke DSB, men forholdt sig passivt indtil den 2. oktober 2020, hvor han ringede til DSB Ungdomskort uden at træffe nogen, der kunne hjælpe ham.
Klageren undersøgte heller ikke sin bankkonto for at se, om der var trukket betaling for et pend-lerkort, og han har ikke som led i tilmeldingen indtastet sit kort- eller kontonummer, hvorfra beløbet skulle trækkes.
Om end det var vildledende, at klageren stod som ”tilmeldt” i ”Glemt kortordningen” med et pendlerkort, som ikke længere var gyldigt, og klageren derfor ikke kunne benytte ordningen, bemærker ankenævnet, at ordningen er tænkt som en hjælp til de passagerer, der undervejs på rejsen finder ud af, at de har glemt rejsehjemmelen derhjemme, og ikke til passagerer, der, ligesom klageren, på forhånd besluttede sig for at ville bringe ordningen i anvendelse, fordi han ikke havde modtaget noget kort.
Ankenævnet bemærker afslutningsvist, at ikke-dansktalende kunder er mere afhængige af den mundtlige vejledning fra Kundecenteret, når hjemmesiderne er på dansk. Ankenævnet finder derfor, at medarbejdernes vejledning bør indeholde omtale og guide til valg af betalingsmetode, fordi dette er særledes væsentligt, når manglende betaling fører til, at kortet ikke leveres.