Klageren blev pålagt en kontrolafgift for ikke at have billet. Hun gjorde gældende, at hun henset til sine helbredsmæssige problemer efter en blodprop ikke havde haft adgang til at købe rejsehjemmel på rimelige vilkår. Ankenævnet udtalte, at klageren selv måtte bære ansvaret for ikke at have gyldig rejsehjemmel, og at det ligger uden for ankenævnets kompetence at tage stilling til, hvilke billetprodukter der tilbydes af trafikselskaberne. Ankenævnet henstiller dog til, at der udbydes produkter til alle passagertyper, og at der også er et produktudbud til handicappede.