Gå til sidens indhold

Kategori:

Afgørelse:

Klager medhold

Dato:

6. marts 2019

Selskab:

Movia

Afgørelsen som PDF:

Afgørelse

2018-0280

Klageren rejste med sin søster fra Aarhus til København, og søsteren havde købt billetter til dem begge på sin mobiltelefon. Da søsteren steg af toget undervejs, videresendte hun klagerens billet til klagerens telefon. Klageren overførte derpå penge for billetten til søsteren via mobilepay. Efter omstigning til bus, blev klageren pålagt en kontrolafgift, da mobilbilletter ikke må videresendes. Ankenævnet besluttede, at Movia skulle frafalde kontrolafgiften og betale 10.000 kr. i sagsomkomkostninger til ankenævnet og udtalte følgende: "Udgangspunktet er, at når kunden køber en mobilbillet via DSB’s app, skal handelsbetingelserne accepteres. I disse står under leveringsbetingelser”, at kopiering, ændring eller videresendelse af appbilletter ikke er tilladt, samt at billetter ikke kan flyttes til en anden mobiltelefon, da billetter er knyttet til det mobilnummer, som de blev købt på. Forbuddet mod videresendelse fremgår også af de Fælles Landsdækkende Rejseregler pkt. 4.2.3. Det er ankenævnet bekendt, at indførelse af denne regel beroede på, at der tidligere var sket omfattende snyd med mobilbilletter, som var blevet videresendt til andre telefoner, hvorefter flere passagerer havde rejst på samme billet. Kontrolafgiften til klageren for manglende gyldig rejsehjemmel blev herefter i kontrolsituationen pålagt med rette. Under selve købsflow’er får kunden ikke nogen pop-up-besked om, at videresendelse ikke må ske, og dette fremgår heller ikke direkte af billetten. DSB har oplyst, at der i den kommende opdatering af app’en vil komme en advarselsbesked om videresendelse, hvis kunden tager et skærmdump på en ios-baseret enhed, og at det på android-baserede enheder slet ikke vil være muligt at tage et skærmdump. I den konkrete sag er der leveret to helt ens DSB standardbilletter på hver 388 kr. til søsterens telefon, og det savner mening, at én passager alene skulle anvende to billetter. Der er fremlagt dokumentation for overførsel af 388 kr. samme eftermiddag fra klageren til søsteren forud for kontrollen, og prisen for billetten er ikke tilbagebetalt af DSB. På den baggrund sammenholdt med sagens øvrige konkrete oplysninger lægger ankenævnet til grund, at klageren og søsteren har betalt for deres rejse fra Aarhus til København (A-F), og at der ikke er andre, som har rejst på de to pågældende billetter. Det er en hovedbetingelse i den kollektive transport, at passageren betaler for sin rejse, og da hovedhensynet bag forbuddet mod videresendelse (omgåelse af betalingspligten) således ikke anses for at være tilsidesat, er det ankenævnets opfattelse, at der i denne helt konkrete sag har foreligget sådanne særlige omstændigheder, at kontrolafgiften skal frafaldes. Ankenævnet understreger, at det med denne afgørelse ikke er statueret, at passagerer under andre omstændigheder vil kunne anvende en videresendt mobilbillet som rejsehjemmel, og ankenævnet understreger videre, at det var berettiget i selve kontrolsituationen at udstede en kontrolafgift. Movia anmodede derefter om genoptagelse af sagen for så vidt angik sagsomkostningerne, idet der var tale om overtrædelse af en klar rejseregel. Ankenævnet frafaldt disse.