2013-0386

Klageren gjorde i sin første henvendelse den 19. december 2012 til Metro Service gældende, at han havde været hjemme hele dagen den 6. oktober 2012 - hvor kontrolafgiften var blevet udstedt, hvorfor den ikke kunne være udstedt til ham.Klageren ville imidlertid ikke underskrive tro- og loveerklæring på dette, og han havde under ankenævnssagen ikke fastholdt dette standpunkt, idet han havde ændret sin forklaring til følgende udsagn:”ej heller [har jeg] et minde om at jeg skulle have modtaget den. Det fastholder jeg - jeg er dog som almindeligt menneske ikke ufejlbarlig og kan tage fejl. Det ser ud til at jeg kan vælge mellem at betale en bøde der måske ikke er min, eller underskrive på ***tro og love*** på noget, som jeg kun er 99% overbevist om?””Jeg fastholder stadig behandlingen er urimeligt, og at bøden umiddelbart ikke er min..””Jeg kan ikke svare på noget, på ***tro og love***, at det ikke var mig, når jeg kun er cirka 99% sik-ker. Bøden skulle være fra en periode, som var stresset som aldrig før, og som få før mig må have oplevet.”Når klageren anførte, at han ikke kunne huske, om han var blevet pålagt en kontrolafgift, og ikke ville underskrive på, at han ikke havde rejst med metroen den pågældende dag, tydede dette efter ankenævnets opfattelse på, at klageren rejste med metroen på det pågældende tidspunkt. Dette understøttedes efter ankenævnets opfattelse endvidere af, at der ved kontrollen var blevet oplyst klagerens cpr-nr.Da kontrolafgiften var blevet udstedt på baggrund af glemt periodekort, var den på det foreliggende grundlag pålagt med rette. Ankenævnet anførte, at Metro Service efter denne sags afgørelse burde forevise kvitteringen for klageren og for sekretariatet, uanset at klageren ikke underskriver en tro- og loveerklæring.Ankenævnet bemærker, at selv om underskriften på kvitteringen ikke måtte ligne klagerens, ændrede det ikke ved denne afgørelse, da klageren ikke inden sagens afslutning havde villet underskrive tro- og loveerklæringen.